Det fortrngtes tilsynekomst

gå grassat. Klitgård trækker også på Bakhtin, der forstår det groteske som noget dynamisk, vitalt og
folkeligt. Grinet bliver til en demokratisk instans, der trækker det højtidelige ned på jorden, som det
netop ses her i forhold til folkevisepastichen. Hyperblen er det groteskes vigtigste sprogfigur, og
gennem proportionsforvrængninger bliver det uhyggelige grotesk. Hyperblerne er da også som vist
helt karakteristiske for Jensens tekster. Når Jensens spøgelser optræder, løber det løbsk, og der er
netop overskridelse på spil. Det modsætningsfyldte forenes: latteren og gruen, det døde og det
levende. Jensens spøgelser repræsenterer netop, som Klitgård Povlsen skriver: En hyperbolsk
blanding af komisk og uhyggeligt, en stil der løber løbsk i fantastiske udladninger, ornamenteringer
og forsiringer, grænsende til det meningsløse og til nonsens. 215
Her er det atter relevant kort at inddrage Freud og hans bog om vitsen igen. Som Tor Ulven
påpeger i forordet til den norske udgave fra 1994: kan Freud fortelle oss at møtet med det dumme og
det meningsløse, paradoksalt nok, er en kilde til lyst. 216 Vitsen er ifølge Freud ”økonomisk”, dvs. at
den giver os mulighed for ikke at tænke fornuftigt og være moralske hele tiden. Tor Ulven skriver
også:
Hvis ubehaget i kulturen består i anstrengelsen ved å måtte være ’sivilisert’, det vil sige
stadig gi avkall på primitive driftstilfredsstillelser, så er humoren behaget i kulturen, den
er barbariets lille hevn, hvor utillatelige aggressive og erotiske ønsker kan komme til
uttrykk på en harmløs måte. 217
Latteren indeholder altså en form for overskridelse, der giver mulighed for, at det fortrængte kan
komme til udtryk. Ligesom det uhyggelige hænger grinet sammen med det ubevidste. Tor Ulven
påpeger, at evnen til at le paradoksalt nok kun findes hos mennesket, der samtidig også er det mest
ulykkelige væsen. Mennesket ler netop, fordi det ikke er lykkeligt, og fordi det rummer så mange
uløselige konflikter. Al humor er således til en vis grad sort humor, idet der i humoren ligger en
stærk erkendelse af tragiske grundvilkår, fordi lystprincippet og realitetsprincippet aldrig kan
forenes. 218 Her er det, som Freud kalder for den skeptiske vits også central. Denne er karakteristisk
ved at bruge det absurde som virkemiddel og kan også gøre brug af den teknik, han kalder
fremstilling ved hjelp av det motsatte. 219 Om de skeptiske vitser skriver han: De stiller
spørgsmålstegn ved hvor sikker vår egen erkjennelse er, en av våre spekulative evner. 220 Den
215
Ibid. s. 372
216
Freud 1994, forord af Tor Ulven, s. 11
217
Ibid. s. 12
218
Ibid. s. 13
219
Freud 1994 s. 102
220
Ibid. s. 103
59