Det fortrngtes tilsynekomst

også kan forstås som: a house notorious for slippage, excess and difference, wherein we are always
displaced by a ghostly alterity. 244
Hos Jensen er uroen dog mere fundamental end hos Ingemann. Selv om spøgelset også
forsvinder her, er det i virkeligheden ikke det, der er mest uhyggeligt: det er mennesket selv,
subjektet, der er det uforståelige og fremmede. Det er således heller ikke så meget det ydre rum,
huset eller ejendommen, der er uhyggeligt, men det indre rum. Og det uhyggelige er også komisk og
grotesk. I en hyperbolsk udladning grines der af både spøgelset og mennesket, for det uhyggelige
subjekt er også komisk. Komik og uhygge, liv og død, er modsætninger, der nedbrydes og slår
saltomortaler hos Jensen. Opløsning og ustabilitet er det eneste sikre, og tegnene mister deres
betydning og forbindelse med virkeligheden. Harrits skriver da også at: En myte som Johannes V.
Jensens Gura viser ingen fælles virkelighed frem, men derimod en mangel derpå. 245 Spøgelserne er
således nedbrydningens trope. Deres stemmer er en løssluppen og uregerlig tale, men de er også
tavshed. De er hele tiden på vej til at forsvinde. Ned i jorden eller ud i rummet.
Den store forskel i forhold til Ingemann er, at blikket er rettet mod mørket ikke mod
stjernernes guddommelige skær. Som Axel siger: jeg sover på Roser i Himmerigs Mørke. Det er
vidunderligt at hvile i Jorden. 246 Atter er det en komisk og paradoksal udtalelse, for Axel siger
således, at himmeriget er i jorden og i mørket. Når blikket vendes mod himmelen, er det også kun
mørket og tomheden, det ser. Rummets uendelighed vidner ikke om en skaber bag det. I Vinternat
synger kun de tomme vidder fra verdensrummet som et uhyre fjernt sus. Det moderne subjekt møder
døden som en tomhed og tavshed, der er endegyldig. Måske indføjes latteren netop for at kunne
bære denne tomhed. Man kan ikke andet end at grine af det meningsløse. Det gudløse univers er en
kendsgerning og således indskrives også en modernitet i mødet med spøgelset.
Jeg har her kort nævnt, hvordan tiden går i opløsning i Gura. Myteformen indeholder da netop
også ifølge Johannes V. Jensen selv denne tidslige ubestemmelighed. Den indebærer for Jensen at
bringe det sammen: der ellers er spredt, skilt af Tid og af Afstand. 247 Forskellige tider kan altså
mødes i myten. I Gura, har jeg vist, hvordan nutiden glider indover datiden, og nuet dermed selv
forvandles til da. Ubestemmeligheden står tilbage til sidst: Blikket lukkede sig og var der dog… som
et Mørke, der synes at gro. 248 Det er umuligt at finde det egentlige nu. Tiden er nærmere gentagelse,
end den er et forløb. Den går ikke. Flemming Harrits skriver da også, at man her må operere med en
244 Wolfreys 2002 s. 7
245 Harrits 1990 s. 88
246 Jensen 1966 s. 144-145
247 Sven Hakon Rossel: ”Myten ifølge Jensen (og andre)” 2000 s. 36
248 Jensen 1994 s. 55
66