Det fortrngtes tilsynekomst

hende at gennemgå dette sorgarbejde, fordi den indsætter en usikkerhed i forhold til ham. Hun
oplever et tab af ham som kærlighedsobjekt, men han er der jo stadig, og han er stadig hendes mand.
Det bliver et spøgelsesagtigt sorgarbejde, for Lucie sørger, som om sorgen ikke er hendes egen.
Som om den er en andens sorg. I stedet for at sørge over Eugène, sørger hun med Christmas.
Dermed låner hun sine tårer og sin krop ud til spøgelset. Hans smerte bliver hendes smerte.
At være melankoliker betyder ifølge Abraham og Torok også, at subjektet selv fremviser
kærlighedsobjektets sorg over at have mistet subjektet. Melankolikeren udsætter dermed også sig
selv for smerte:
Melancholics seem to inflict pain on themselves, but in fact they lend their own flesh to
their phantom object of love. Freud saw in this self-inflicted pain an aggressiveness
against the love-object which has been shifted onto the melancholics themselves. Yet it is
worthwhile to wonder whether melancholics really love their phantom object? It matters
very little since the phantom object is simply “crazy” about the melancholic: the
phantom is ready to do anything for him. 264
I denne fortælling er det dog, som om der kommer et led ind mellem kærlighedsobjektet og
subjektet. Lucie påfører sig ikke Eugènes sorg, men spøgelsets sorg. Det er spøgelset, der er skør
med hende: ”For hvert øjeblik, jeg er sammen med Dem”, sagde han, ”elsker jeg Dem højere”.(26)
Det er svært helt præcist at afgøre de forskellige aktørers forhold til hinanden i dette sorgarbejde.
Repræsenterer spøgelset det tabte kærlighedsobjekt, der findes i den lukkede krypt i subjektet?
Afspejler spøgelset således i virkeligheden Eugène, den tabte Eugène? Et er sikkert: der er spøgelser
i sorgen. Spøgelsets omfavnelse til slut af Lucie kan ud fra disse teorier tolkes som en selvpåført
smerte. Han kom nær hen til hende, med ét tog han hende i sine arme […] Alt blev sort for hendes
øjne, og en forfærdelig kulde slog helt om hende.(31) Melankoliens konsekvens er i sidste instans
selvmordet, hvilket også Abraham og Torok er inde på. 265 Og Lucie dør jo netop efter denne
omfavnelse. Men denne tolkning kan der også sættes spørgsmålstegn ved, og der viser sig endnu en
dobbelthed i forhold til aktørerne i sorgarbejdet. For netop her handler spøgelset løsrevet fra hende
og er uden for hendes kontrol. Hun forsøger faktisk at frigøre sig fra det: Hun strakte sine hænder
ud for sig, ligesom for at forsvare sig.(31) Det kan atter ikke afgøres, om spøgelset er noget i hendes
hoved, eller om det er udenfor. Det er umuligt at bestemme, hvor den forfærdelige kulde kommer
fra. Ifølge Nicholas Royle må sorgarbejdet netop revideres i lyset af Derridas teori om spøgelset.
Således afhænger sorgen ikke af os selv, men af det andet i os.
264 Abraham og Torok 1994 s. 136-137
265 Bl.a. er en overskrift: Melancholia: from ”mourning” to suicide. Ibid s. 136
77