Det fortrngtes tilsynekomst

adgang til fra sit hus ved siden af. Rummet er altså anderledes. Det er ikke længere velkendt, og han
bevæger sig i cirkler. Han hører stemmer, der hvisker: Det er de gamle, dumme tanker, som spøger i
mit hoved og nu får røst i den underlige midnat.(13)
Spøgelset gør altså noget ved stedet. Frants kan heller ikke placere den døde: det rigtige lig
har aldrig været i de druknedes hus, og det er heller ikke på kirkegården, men under pæretræet i
haven. Dog findes der to andre lig i dødningehuset: først tiggeren, som Hr. Stork begraver i stedet
for Flok og senere Hr. Storks eget lig. Der er lig alle vegne, og de er ikke på deres rigtige pladser
under de rigtige navne. Desuden er det karakteristisk, at ligene er uigenkendelige. De ligner ikke det
levende menneske, og liget er altså ikke karakteriseret ved lighed. Tingene er uigenkendelige og
ikke placeret på de rigtige steder. Derfor kredser Frants også igen og igen omkring de druknedes
dødningehus på Langebro. Han har netop ikke selv set sin mester her som død, så i sin vandring
forsøger han forgæves at få liget placeret der.
Frants må, for at uddrive spøgelset og få orden på stederne, ikke kun anerkende og erfare
spøgelset, men også lade sig bemestre af sin gamle mester undervejs. For den rationelle, oplyste
mand bliver genstand for en form for besættelse, da han udspørger søvngængeren Stork om Floks
død.
”Men hvem begravede du i mit navn, som selvmorder, da du ranede min ære i døden?” -
spurgte Frants videre og forfærdedes selv ved at høre sin stemme; thi det var som hans
gamle mesters røst talte ud af ham.(21)
Den, der taler i første person, er ikke Frants, men en fremmed. Han mister altså kontrollen og bliver
rum for noget andet og ukendt. Det spøger i ham. Atter kan oplevelsen tolkes som vanvid, eller som
en form for neurose. Her er det relevant også at afprøve Abrahams og Toroks teorier, hvor spøgelset
netop viser sig at være en fremmed krop i jeget. Ifølge disse er det tabte objekt som nævnt stadig
tilstede, som noget forbudt i subjektet. Der er ikke sket en introjektion, men en inkorporation, og
spøgelset har sin helt egen topografi i subjektet. Det er på sin vis det, der sker med Frants: spøgelset
synes at være i ham som en del af ham. Det lever i subjektet som en fremmed. Jegets, her altså
Frants’, sorgarbejde kunne netop siges at være blevet forstyrret, idet den døde ikke rigtigt er på
plads og ikke er begravet det rigtige sted. Som Ruth Parkin-Gounales formulerer det: the ghost
embodies the disruption and alienation of that other which resists assimilation (introjection). 123
Det er også muligt at se spøgelset som et transgenerationelt spøgelse, der ikke har så meget
med Frants egen inkorporation at gøre. I så fald er det, der spøger, mester Floks hemmelighed,
123 Buse og Stott 1999 s. 137
35