Det fortrngtes tilsynekomst

Povlsen bemærker, er det kun den første del af skildringen om Axels død, for Axel vender tilbage
som spøgelse. Den (Axels død) skal ligesom op igen og eftertygges i groteskens form. 191
Det sker i kapitlet ”Inger”, der er en gendigtning af folkevisen Aage og Else. 192 Både Else og
Inger græder for deres fæstemand, hvilket giver anledning til, at denne rejser sig fra graven. Da
Axel banker på døren, spørger Inger ligesom Else, om han kan nævne Jesu navn. Også Else
kæmmer Aages hår og følger senere efter ham, da han atter længes mod sin grav. Teksten har altså
karakter af pastiche. Jensen låner fra folkevisen, men omformer også dens materiale først og
fremmest ved at skrive sin beretning i prosaform. Dog gentager han også folkevisens stil, hvilket
bl.a. ses gennem en række gentagelser, der nærmest er som omkvæd i teksten: bl.a. kvædes: Inger,
hun var saa Sorgfuld to gange på kun få linjer 193 , og det samme sker med Natten var stille. 194
Vendinger gentages også: Inger græder for sin fæstemand Dag og Nat, og Himlen stod aaben Dag
og Nat. 195 Og Axel går fra sin grav, men møjsommelig, møjsommelig, 196 og senere: Men han laa
vaagen. Ja han laa vaagen. 197
Som folkevisen er teksten her bygget over en række formler, og der gøres brug af højtidelige
ord og vendinger. Selv om Jensen således gentager folkevisen i de store træk, omformer han
gentagelserne blot en smule, så de bliver mere tydelige og får karakter af overdrivelse. Folkevisen
indeholder i sig selv denne overdrivelse og bevæger sig på grænsen til det komiske. Men Jensens
stil bliver en tydelig forvrængning, og den patos-skabende funktion, gentagelserne har i folkevisen,
bliver derfor komisk her.
I bogen Vitsen og dens forbehold til det ubevidste påpeger Freud, at der er noget nydelsesfuldt
ved gentagelser. Rim, allitterationer, omkvæd og andre former for gentagelse kan således skabe en
lystfølelse. Dette sker fordi, der er en genkendelse på spil. Man genkender det kendte eller hjemlige,
om man vil. Han citerer Groos: Hvis altså det å kjenne igjen er lystbetont, må vi vente, at mennesket
henfaller til å utøve denne evnen for dens egen skyld og altså vil eksperimentere med den for moro
skyld. 198 Her genkendes folkevisen netop i teksten, men der eksperimenteres med denne
genkendelse ”for morskabs skyld”. Det kendte slår saltomortale hos Jensen, for når det dukker op
igen, er det blevet til noget sært, der vækker morskaben. Det er det samme og dog noget andet.
191
Povlsen, 2000 s. 375
192
Se Frandsen 1999 s. 64-68
193
Jensen 1966 s. 143
194
Ibid. s. 144
195
Ibid. s. 143
196
Ibid.
197
Ibid. s. 145
198
Freud 1994 s. 110
56