Det fortrngtes tilsynekomst

eksistenser bliver en del af spørgsmålet om virkelighedens beskaffenhed. De gør atter det hjemlige
og kendte uhyggeligt og sætter også her spørgsmålstegn ved stedet. I det følgende vil jeg undersøge
Jensens spøgelser, som de optræder i myten Vinternat 169 og i kapitlet ”Inger” i Kongens Fald og
herunder også se på det fantastiske. Jeg vil kort også inddrage myten Gura. 170
Den fantastiske tøven
Begge eksempler, jeg vil inddrage her, viser sig at stå i et forhold til en genkendelig og hjemlig
verden. I myten Vinternat introduceres et kendt og realistisk sted: den moderne storbys rum, det
kunne være København, der beskrives med sine gader og spir. Også i kapitlet ”Inger” i Kongens
Fald er stederne umiddelbart geografisk identificerbare, om end tiden er en anden end forfatterens
egen ”prosaiske tid.” Inger ser fra Kvorne over fjorden mod Himmerland, hvor hendes elskede Axel
nu ligger begravet på Gråbølle kirkegård. Her er det altså ikke byen, men det danske landskab, der
beskrives. Men der sker noget med disse steder, og de blandes sammen med et ukendt rum. Som hos
Ingemann dukker det overnaturlige også op i denne virkelighed, og gør hjemmet og det hjemlige til
noget ukendt og fremmed.
I Vinternat viser dette sig i en række beskrivelser, der omskriver byen til et ukendt og
faretruende sted. Byen er som død: som i en hvid Krypt. 171 Det er en verden af is, kulde og tomhed,
hvor det velkendte er forvandlet eller forvrænget: Byen fyldte horisonten som en stivnet Mark af
lutter underlige livløse Ting. 172 Virkeligheden kan også kun beskrives gennem en række billeder:
sammenligningens som er gennemgående og indsætter dermed en afstand. Verden er som noget
andet. Og ind i den kendte verden svæver da pludselig også fuglen Rok, et eventyrligt væsen fra de
arabiske legender, der kan svæve mellem udslukte kloder og få byen til at styrte i ruiner blot ved sit
vingeslag. Det fremmede flyver på den måde direkte ind i virkeligheden, og nu sættes der intet som
til at markere forskellen mellem den reale verden og den eventyrlige, det var Fuglen Rok. 173
Huset, som den fortællende bevidsthed befinder sig i, invaderes også: der var så stille i Huset,
at jeg hørte ligesom et uendeligt Tog af tiende Væsener trække gennem Rummet. 174 Det subjekt, der
befinder sig her er altså tøvende overfor virkeligheden, og tøven optræder også, da jeget gennem
telefonen pludselig hører en død vens stemme. Gennem denne konkrete genstand oprettes
169
Vinternat var første gang at finde i Politiken den 9. Maj 1907, under titlen Stemmen.
170
Først trykt i Vagten 1899-1900.
171
Jensen 1994 s. 82
172
Ibid.
173
Ibid.
174
Ibid.
51