Det fortrngtes tilsynekomst

ophævet i spøgelset, men også i Frants’ ligkisteproduktion. Det er dog kun den midlertidige
fattigdom, der tvinger ham til dette arbejde:
Han ville gerne hæve sit håndværk til kunst og arbejdede helst i de finere træsorter,
hvoraf han kunne danne møbler med smukke former og kunstige prydelser […] Men
hans armod nødte ham til at se på det nødvendige, og da han var bekendt for at gøre
smukke og gode ligkister, var dette hans sædvanligste arbejde.(13)
Altså er det kunsten, der er Frants’ virkelige bestemmelse, og døden viger til fordel for kunsten. Nu
behøver jeg ikke mer at hamre ligkister sammen ved midnat, men kan gøre smukke stole og
kommoder til lykkelige nygifte folk.(23) Kunsten er her et harmonisk begreb, der kan indgå i en
enhed med håndværket, og det er dermed muligt for kunstneren at udfolde sig indenfor samfundets
rammer.
Det er da Frants åbner bibelen, at han forstår sandheden, og det er gennem den, harmonien
indtræder. Floks forbandelse er da også dannet af bibelcitater: Vel er der en tid, hvori et menneske
hersker over et andet, sig selv til ulykke er et citat fra prædikerens bog. 132 Ligeledes det følgende:
Men et menneske har ikke magt over ånden, at forhindre ånden, og ingen magt på dødens dag. 133
Det er altså Flok, der har udvalgt disse steder i bibelen og har givet dem betydning. At det ikke
lykkes helt, viser sig ved, at Frants, som nævnt, opfatter skriften som gådefuld og dunkel. Altså må
også Frants blive en meningsskabende og udvælgende instans. Dermed problematiseres bibelen som
entydig sandhed. Dens budskab er netop gået igennem to forskellige redigerende instanser. Det må
fortælles af mennesker og kan dermed aldrig være helt ufejlbarlig, men det indeholder en
usikkerhed i sig, som er en usikkerhed, der altid er i sproget. Søg og du skal finde, siger spøgelset
også.(14) 134 Evangeliet fortælles således af spøgelsesrøster. Af spøgelset, der er der uden at være
det. Og i forbandelsen fra den, der allerede er på afstand. Evangeliet lyder således fra det umuliges
sted, og der er fravær i ordene.
132 Prædikerens bog 8,9
133 Ibid. 8,8
134 Matt. 7, 7
41