Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

net, som hos Sade, ses som en nedbrydning af grænserne mellem
kønnene og generationerne; onkel Vormund udnytter således dren-
gen Herrmann, ”weil der Herrmann alles ist... ein Männchen, ein
Weibchen und ein Tierchen in einem.”(ü134)
At nedbrydningen – såvel incesten som det kannibalistiske orgie
– kræver ofre, synes åbenlyst, men dette betyder intet set fra liberti-
nerens synspunkt, som Lars-Henrik Schmidt skriver i Libertinerens
natur: ”for tilfredsstillelsen af libertinerens sanser er det absolut li-
gegyldigt, om situationen er lykkelig eller ulykkelig for offeret.” 47
Dette gælder også de personer, der hengiver sig til exces i Schwabs
stykker; de lader sig ikke hæmme af hensynet til andre i deres overskridelsestrang.
Ofrene synes også glemt af deres mødre, der baga-
telliserer og fortrænger de overgreb, børnene har været udsat for,
som når Grete taler letfærdigt om sin mands udnyttelse af datteren
(p28), og Frau Wurm fornægter sønnens historier om onklen (v135).
Fäkaliendramen glemmer dog ikke ofrene helt; når de udnyttede børn
selv kommer til orde, er historierne kvalmende og smerten pågåen-
de:
Herrmann: ”Und weil der Onkel Vormund immer an eine Si-
cherheit gedacht hat, hat er ja den vollgespritzten Herrmann
drei Tage lang im Saustall untergebracht, auf daß keine fal-
schen Schweinereien herauskommen aus dem Herrmann. [...]
Aber der kleine Herrmann war wenigstens befreit von allen
Menschen, endlich kein echter Mensch mehr, hat er sich ge-
dacht... und beim Saufutter mitgefressen.” (v134)
Her ses forskelsnedbrydningens bagside, dens undertrykkende
vold og overgreb. Fäkaliendramen fremstiller således både det anal-
sadistiske oprør som befriende og fornyende og som kuende og
grusomt.
47 Schmidt, L.-H.: Libertinerens natur, s. 71
23