Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

”Jürgen: [...] Wir werden Abbitte leisten. Die Wirklichkeit
wird sich in unsere Beziehung bringen. [...] Wirtin, Kerzen,
Wirtin, wir produzieren eine Andächtigkeit. Wirtin, wir müs-
sen es umgestalten können und alles als einen symbolischen
Ablauf verstehen lernen. Wir werden lernen, immer lernen
lernen lernen, bis der Sinnlosigkeit der Sinn einschläft wie ein
schlecht durchbluteter Fuß. Wirtin, ich habe gesprochen.
(Die Wirtin holt aus ihrer Kleiderschürze mehrere Kerzenstummel,
gruppiert sie sorgsam um die Gerippe und zündet sie an, dann
dreht sie das Licht ab.)
Karli: So eine Erlösung braucht ein körperliches Licht, kein
elektrisches.
Fotzi: So ein Lichtlein ist gütig, weil ihm alles gleichgültig ist.
Den ewigen Lichtern ist es wurst, was sie verbrennen, alles
muß ernährt werden, auch die Flammen.
(Karli haut Fotzi eine herunter.)
Fotzi: Aua, haha, das brennt ja auch wie ein Licht.” (ü97)
De kannibalistiske stamgæster vil holde en højtidelighed over re-
sterne af det unge par, de har spist, for herigennem at omforme det
skete og lære at forstå det symbolsk. Ligesom sproget hele tiden
veksler mellem det bogstavelige og det figurative, er det, som om
virkeligheden også gør det, som om ritualet kan ændre det faktum,
at de har ædt to medmennesker. De vil bede om forladelse og få
virkeligheden i deres besiddelse.
Ønsket om at symbolisere kannibalismen og få forladelse gen-
nem dens ritualisering henviser naturligvis til den hellige nadver,
hvilket også ligger i stykkets undertitel: ”Ein europäisches Abend-
mahl”. Men hvilken parodisk henvisning. Fortæringen af det hellige
legeme var styret af blodrus og dyrisk begær, og det ”evige lys”,
som Fotzi taler om, bliver betegnet som ”godt”, fordi alt er det lige-
gyldigt. Det er altfortærende, kræver bare at blive fodret – Gud er
en fordøjelse uden tarm, som Hundsmaulsepp så rammende siger i
Mein Hundemund (h200) – ligesom det kropslige lys, som Karli me-
41