Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

doch nur sinnbildlich gemeint, man muß das nur so sehen kön-
nen.”(p38) Det morsomme er, at en symbolsk tolkning jo netop ville
se et fallossymbol i sangen, og teksten ironiserer således over Ernas
snobberi; hun ved, en symbolsk tolkning er ”finere”, men ved ikke,
hvad den egentlig indebærer. Vi ler her i flere omgange – først bed-
revidende sammen med Grete af Mariedl, derefter bedrevidende af
Erna. Personerne er sprogets naive brugere og velvillige redskaber,
hvorimod vi, de ’kloge’ læsere og publikum, vi er i stand til at gen-
nemskue sprogets lag – måske.
Doxa – det smukke par
Advarsel mod sproget uden krop
Schwabs personer retter gennem deres troskyldige, konsekvente
sprogbrug læserens opmærksomhed på doxa; på flosklerne, aforis-
merne, de døde metaforer og stereotyperne, der normalt indgår i
sproget med en så forslidt selvfølgelighed, at der ikke sættes
spørgsmålstegn ved dem. Doxa (eller bêtise i Flauberts terminologi)
er, med Candace D. Langs ord, ”what comes ”naturally,” the body
of conventions that we take to be eternal laws, of relatives we mis-
take for absolutes.” 93 Det er de stereotyper, der giver et samfund et
stabilt meningsfundament – her i Christopher Prendergasts udlæg-
ning:
”It is the name given to that routinised language which seeks
to confer on what passes for ’knowledge’ in society the aura
of Knowledge tout court. It is the source of the stereotypes
through which a society furnishes itself with a stable econ-
omy of meaning. Or, to recall the definition given by
Barthes’s Mythologies [...] bêtise corresponds to the processes
93 Lang, Candace D.: ”Barthes: Ecrire le Corps”, s. 180, i: Lang, Candace D.:
Irony/Humor. Critical Paradigms.
56