Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

Hos Schwab retter analiteten sig hovedsagelig mod faderen, men
moder-sønsymbiosen er dog ikke lykkelig, og Herrmann i Die Präsi-
dentinnen hælder i et fantasiscenario mælkekaffe over issen på Wot-
tila og slår såvel ham som moderen ihjel (p54-55), mens Herrmann i
Volksvernichtung drømmer om løsrivelse; om at slå moderen ihjel,
presse hendes øjne ud, pisse på hendes grav (v128, v133). Ligesom
incesten kræver ofre, gør den overdrevne moderbinding det også.
Begge sønner er sære og utilpassede; formet af deres enlige mødres
mindreværd, småborgerlighed, katolicisme og incestuøse omklam-
ring. Kun Frau Wurms Herrmann er med sin ødipusklumpfod fy-
sisk mærket, Ernas søn er stor og flot, men begge er de sociale krøblinge.
Begge må de bedøve sig med alkohol for at holde virkelighe-
den ud. Ernas søn kan ikke holde ud at se hverken andre menne-
sker eller sig selv; ser han sig i spejlet, kaster han op (p20). Deres
forhold til sex er også forkvaklet: Herrmann Wurm har som sagt
seksuelle fantasier om sin moder, men har i øvrigt aldrig været i
seng med en pige. Den anden Herrmann sender moderen ”Verkehr-
skarten”, hver gang han kunne have haft sex, men alligevel ikke har
haft det (p18). Det er perverse og tilsyneladende enestående tilfæl-
de, men idet begge sønner hedder ”Herr Mann”, antydes det, at
problematikken er mere generel end som så.
Schwabs univers er fyldt af fraværende fædre og impotente
mænd. Trods deres svaghed styrer de mødrenes univers – til gen-
gæld er de genstand for sønnernes oprør: Herrmann Wurm bilder
således sin moder ind, at paven er blevet skudt af negre i Afrika
(v129-30), hvilket sætter hende på randen til sammenbrud, mens
Ernas Herrmann som sagt fantaserer om at slå Wottila ihjel (p55).
Tilsvarende ønsker Hundsmaulsepps søn, der bare benævnes ”der
Sohn”, at nedbryde faderen sammen med moderen:
”Da wird am jüngsten Tag der Welt der ganze Sohn hinaufscheißen
auf das Grab von seinem Vater. [...] Und an einem
jeden Sonntag nehme ich die Mama mit, da kann sie auch ein
Glück am Hintern haben können auf der heiligen Düngerstät-
53 Bataille, Georges: Historien om øjet, s. 15
26