Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

kroppen findes i historien om Pygmalion, som Peter Brooks genfor-
tæller i Body Work. Pygmalion skaber en statue, som er smukkere
end nogen født kvinde, og bliver forelsket i sin egen frembringelse.
Han beder Venus om en kvinde som elfenbenspigen, Galatea, han
har skabt, men Venus forstår hans virkelige ønske, og da han kom-
mer hjem og omfavner sin statue, bliver hun levende under hans
hænder. – ”It was indeed a human body! The veins throbbed as he
pressed them with his thumb.” 179
Pygmalion foretrækker Galateas kunstige krop for de virkelige
kvinder, som han ringeagter; han ”havde i lang tid ingen, der delte
hans leje om natten.” 180 Han afskærer sig fra samfundet, fra naturlig
reproduktion, og hans skaben har på denne måde et subversivt, op-
rørsk element, idet han overfører sin seksualitet til kunsten og helli-
ger sig perversionen. 181 Pygmalion former en levende krop med
sine begærlige kunstnerhænder, som forfatteren, med Barthes, skri-
ver en levende tekst:
”La perversion est intransitive ; la figure la plus simple et la
plus élémentaire de la perversion, c’est de faire l’amour sans
procréer : l’écriture est intransitive dans ce sens-là, elle ne
procrée pas. Elle ne délivre pas de produits. L’écriture est ef-
179 Brooks, Peter: Body Work, s. 23
180 Ovid: Forvandlinger (Otto Steen Dues danske oversættelse), s. 319
181 Perversionen slutter ikke med Pygmalion: Pygmalions og Galateas barnebarn
Cinyras har datteren Myrrha, der er voldsomt forelsket i sin fader, og som ved
list får lejlighed til at ligge med ham. Da Cinyras efter længere tid opdager, at
elskerinden er hans datter, flygter hun og bliver skyldbevist og angrende om-
dannet til et træ af guderne. Træet græder ”myrrha” og ud af stammen kom-
mer frugten af incesten, det smukkeste barn, Adonis! Både Pygmalion og Ci-
nyras ligger med dem, de selv har skabt – med gode resultater – og selv
Myrrhas tårer blåstemples i en grad, at de optræder som passende gaver til
selve Messias; men Gudfader har jo også avlet menneskesønnen med sit eget
skaberværk. Jf. Ovid: Forvandlinger (Otto Steen Dues danske oversættelse), s.
321-30
90