Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

kone fra Graz, efter at faderen, der var nazist, havde forladt dem 116
– synes at være indlejret i mange af stykkerne. Arvens betydning
viser sig dog stærkest i den måde, stykkerne indskriver sig i teater-
og litteraturhistorien. Der er mange mere eller mindre eksplicitte
referencer rent tematisk 117 , men især stilistisk viser stykkerne sig
som Gewandfetzen; en pjalteklædning, der mere eller mindre sam-
mensyet hænger lag på lag og levner glimt af kroppen nedenunder.
Mange kritikere og anmeldere indplacerer Schwab i en central-
europæisk teatertradition. Et eksempel er Jutta Landa, der i artiklen
”Königskomödien oder Fäkaliendramen? Zu den Theaterstücken von
Werner Schwab” ser Schwabs stykker i forhold til dels 60’ernes og
70’ernes Schocktheater, dels den østrigske Volkstücktradition 118 , og
Schwab bliver ofte nævnt sammen med navne som Thomas Bern-
hard, Ödön von Horváth, Franz Xaver Kroetz og Peter Turrini. Man
kan dog også med god ret nævne f.eks. Eugène Ionesco, Samuel
Beckett, Antonin Artaud eller Bertolt Brecht som dele af en implicit
intertekst i Schwabs dramaer.
Episk eller grusomt teater – Artaud, Brecht og Schwab
Som tidligere beskrevet fordrer både Schwab og Artaud et teater,
der vækker os, et teater, der er vedkommende. For Artaud betyder
dette, at teatret bør omhandle grusomheden, og hermed menes ikke
bare ondskab i gængs forstand, men grusomhed i betydningen:
116 Jf. Merschmeier, Michael: ”Kommunion der Kannibalen – Ein Portrait des
Grazer Dramatikers Werner Schwab”, s. 45-46, i: Theater Heute, 3/91
117 Af tematiske referencer kan bl.a. nævnes en Ødipusfigur som den perverst
moderbundne Herrmann med klumpfoden, moderen, der føder over toilettet
som Becketts kvinde, der føder over en grav, de tidligere beskrevne ligheder
med handlingen i Tolstojs Mørkets magt, et forhold til det groteske og skatolo-
giske à la det man finder hos Rabelais (som når Schwab f.eks. taler om ”Jau-
chenfrucht” og Rabelais om ”the fruit of the shittim tree”), eller Schweindi der
som læreren i Ionescos La Leçon gang på gang kommer til at sprætte maven op
på mindreårige (ü101), hvorefter henholdsvis tjenestepigen i La Leçon og vært-
inden i Übergewicht lytter til mordernes angren og hjælper ligene af vejen.
118 Jf. Landa, Jutta: ”Königkomödien oder Fäkaliendramen? Zu den Theaterstücken
von Werner Schwab”, s. 215-27, i: Modern Austrian Literature, vol 26, 1994
72