Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

igen i tredje og sætter sig kropsfornægtende længst muligt væk fra
køkken og toilet (ü108). Der tages afstand til parret og klichéen på
mange niveauer – der ironiseres over dem, advares mod dem, de
udskilles og udstilles som fremmedelementer, og de nedbrydes livgivende
– men lige meget hvad er det ikke muligt at gøre det af
med dem én gang for alle:
Wirtin: ”Ich werde schon wieder den großen Ofen einheizen
müssen, auf daß wir die Knochen verbrennen können. Jede
Woche muß ich einheizen einmal.” (ü88)
Det smukke par skal nok finde vej, og deres tilstedeværelse er ikke
utvetydig. Som publikum og læser må vi tage afstand fra dem – fra
deres snobberi, glathed og nedladende attitude – men samtidig er vi
tættest på deres rolle. Vi er som dem ironiske betragtere. ”Du mußt
zugeben, Schatz, daß ich uns heute in die beste Vorstellung dieser
Stadt geführt habe.”(ü112) Det smukke par er i teatret, så vel som
vi, og som det smukke par manifesterer stereotypen, bliver vi som
publikumsmasse også et lieu commun, der med fælles baggrund
sammen ler bedrevidende. Vi ved nok, hvordan verden hænger
sammen, vi ved nok, hvad ”Zipfel eini, Zipfel außi” symboliserer,
og hvad det vil sige at have lig i kælderen. Vi ved det, fordi det er
en del af vores idées recues, uden at vi dog normalt sætter spørgs-
målstegn ved det af den grund. – ”Because the recourse to doxa pre-
cludes reflection (the eye cannot see that which is in itself) it stupefies;
hence another of its synonyms: la bêtise.” 106
Doxa avler doxa
Det er ikke muligt at komme helt uden om doxa. – En kompleks
tids- og kulturafhængig forforståelse vil altid smitte af på læsningen
og give sit besyv med. Dette gør også sandhed til et diffust begreb;
hver tid sin sande pølse, eller med Barthes’ ord:
106 Lang, Candace D.: ”Barthes: Ecrire le Corps”, s. 180, i: Lang, Candace D.:
Irony/Humor. Critical Paradigms.
65