Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

skuer – fortæller, som tidligere beskrevet, deres liv, og vores fortæl-
linger lægger sig lag på lag. Verden bliver en palimpsest af fortæl-
linger. Alt indeholder en fortælling, år efter år bliver de fortalt;
fortæller de verden sammen. Der er et digt indbygget i alt, og det er
et digt, ”das die Sachen zusammenverzählt/ bis sie
zusammengehören können.”(h188-89) Schweindi udtrykker det
således: ”Welt und Schrift, das ist wie Brot und Schinken, ein ganz
feiner Schinken, der dann das frische Brot ganz automatisch
voraussetzt.”(ü116) Men brødet, verden, er ikke bare frisk og
lækkert. Efter Schweindis replik fortæller Hasi om, hvordan
brødlugt altid har gjort hende til en lille so. Brødet er
dagligdagskampen, siger hun; et lortebrunt brød har næsten slået
hende ihjel som lille, og faderen har ligget på hende som et kæmpe
menneskebrød. – Frisk brød parat til skinke, verden parat til at blive
fortalt på schwabsk. (jf. ü116-17) Skriften er ikke, som Jürgen sagde,
livet uden dets dårlige sider (jf. ü115). Værtinden i Übergewicht
synes mere realistisk, når hun siger, at forbrydelsen er fast element:
Wirtin: ”Europa ist voller Geschichten. [...] Die Geschichten
liegen übereinander wie Gewandfetzen, und jede Geschichte
handelt von den Verbrechen der Verbrecher, und wie man
mit einem neuen Verbrechen ein altes überholen könnte.”
(ü102)
Europa er fuld af fortællinger, der ligger ovenpå hinanden som fader
på datter. Det bliver i familien. Det hele hænger sammen. Det er
ikke muligt at løsrive sin fortælling fra de tidligere fortællinger. Hi-
storiens og historiernes lag er som en klædning; ”Gewandfetzen”,
siger Schwab, ”tissu”, siger Barthes.
Barthes siger, at doxa ”est un mauvais objet parce que c’est une
répétition morte, qui ne vient du corps de personne – sinon peut-
être, précisément, de celui des Morts.” 115 Det er netop således, Jürgen
i Übergewicht beskriver fortællingens vilkår. Det er de døde, der
fortæller: ”Die Toten erzählen unsere Geschichten. Geschichten sind
115 Barthes, Roland: Roland Barthes, s. 71
70