Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

Schrift. Die Schrift ist doch das allerletzte, was die Menschen
vor sich bewahren kann.” (ü115)
Skriften er det sidste stykke land, det sidste mennesket har. Skriften
er livet. Alt i livet er sprog(ligt). Personerne bliver først noget, når
de fortæller. De er ikke bare afhængige af sproget, de er sprog; som
Schwab skriver i spilleanvisningen til Die Präsidentinnen: ”Die Sprache,
die die Präsidentinnen erzeugen, sind sie selber.”(p13) Det er
dermed nødvendigt at fortælle; alle er forfattere, alle skriver deres
dumme liv:
ER: ”Alle Welt ist Schriftsteller, Schatz. Alle Welt schreibt ihr
dummes hüsches Leben vor sich her. Das ist ganz normal.
Was soll der Mensch denn machen sonst mit seiner Sprache?”
(ü116)
Personerne fortæller, kan ikke andet. Det er deres liv, de fortæller,
uden at de dog dermed altid selv kan styre historien. De lever gan-
ske vist i kraft af sproget, men det sprog, de må klamre sig til, er
ikke loyalt. Gang på gang fører det dem bag lyset. – Det er perso-
nerne, der fortæller, men hvad de siger, er de ikke altid herrer over.
Lad forsynet arbejde
I Flauberts L’Éducation sentimentale bliver personerne styret af det
metaforiske lighedsprincip. Jens Peter Lund Nielsen beskriver i ar-
tiklen ”Metaforens revolution i Flauberts L’Éducation sentimenta-
le”, hvordan metaforen som et forsynslignende væsen administrerer
begivenhedernes rækkefølge i helten Frédérics liv: ”De trivielle lig-
heders nødvendigheder overvinder i sidste instans alt, hvad der
kunne ligne tilfældigheder eller udskridelser.” 91
Hvor Frédéric af sprogets forsyn bringes tilbage til den rette vej,
hvis han farer vild i metaforernes indbyrdes forbundne orden, sen-
der det schwabske forsyn gerne sine personer på vildspor; lader
51