Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

der Drecksepp ein armes Schwein sein – in der erfundenen
Welt, auf der Bühne, hat nur er etwas zu sagen.” 89
I virkelighedens verden ville Sepp være et stakkels svin, men på
scenen har kun han noget at skulle have sagt. Schwabs personer er
sølle skæbner, men i kraft af sproget får de en plads i verden, bliver
de til. Først når de fortæller sig selv, lever de rigtigt.
Fortællingen indtager en central plads i Fäkaliendramen. I Die
Präsidentinnen er hele anden akt én stor fællesfantasi, en fortælling,
hvor de tre kvinder udlever de drømme, de ellers aldrig vil få op-
fyldt. Henførte med lukkede øjne opdigter de et fællesscenario,
hvor der er plads til dem alle tre – trods en vis rivalisering og kamp
om at få ordet. Indlevelsen i fortællingen er så stor, at Mariedl drik-
ker videre af sin imaginære øl, mens de andre fortæller, og alvoren
omkring fortællingen er så dyb, at Grete og Erna myrder Mariedl,
fordi hun profetisk overtager deres fortællinger, punkterer den
glansbilledagtige lykke, de har fortalt frem, og lader deres liv få tri-
ste slutninger. I første omgang tilskynder Grete og Erna ellers selv
Mariedl til at fortælle i nysgerrighed efter at høre deres egen skæb-
ne og i skadefryd over den andens ulykkelige endeligt: ”Laß die
Mariedl weiter in die Wirklichkeit hineinschauen”(p52), siger Erna,
da Grete prøver at stoppe Mariedls fortælling, og senere, da det er
Erna, Mariedl fortæller om, siger Grete: ”Auch du wirst unter der
Wahrheit bleiben, Erna.”(p54) Fiktionen bliver mere nærværende og
sand end deres faktiske liv. Virkelighed og fantasi flyder sammen.
Den småtossede Mariedl bliver en profet, en sandsiger, der fremvi-
ser den sande virkelighed. Samme rolle får Herrmann i Volksvernich-
tung. ”Herrmann, erzähle uns unsere Geschichte, erzähle allen Anwesenden,
was du letzte Nacht geträumt hast”(v165), siger Frau
Grollfeuer til ham. Herrmann fortæller da sin drøm, og hans fortæl-
ling er i korte træk en vision om at sidde glad og rødkindet på toi-
lettet i bevidsthed om, at hans moder er død, hans klumpfod er
rask, og at han kan tørre sig selv, hvilket moderen hidtil har gjort
89 Kralicek, Wolfgang: ”Österreichisches Allerlei”, s. 51, i: Theater Heute, 4/92, s.
50-51 (art31)
49