Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

dem fortabe sig i sproget. Personerne er ofre for et sprog, der styrer
dem, som det vil, og styrer dem vild. De er underlagt dets regler
uden at forstå dem. Som den dømte i Kafkas ”In der Strafkolonie”
kender de ikke dommen, før den er skrevet på dem, og ikke en gang
da er den forståelig. De ved, at der intet er at gøre, at de intet kan
ændre. – Forsynet bringer snart en tyk afføring, snart en tynd, og
det kan man ikke gøre noget ved, siger Grete i Die Präsidentinnen:
Grete: ”Das Leben verbraucht eben, was es will. Einmal
macht es dir einen dicken Stuhl und einmal einen dünnen.
Und wenn das Leben einen Stuhl macht, dann ist das die
Vorsehung, da kann man gar nichts machen.” (p54)
Forsynet ved, hvilken vej det hele går; ”die Vorsehung ist immer
das Arschloch bei jeder Möglichkeitsentwicklung.”(v165) Det er det,
som manuskriptet nu engang indeholder af ord og handling. – Alt
står altid allerede skrevet histoppe, som Diderots Jacques le Fataliste
ville sige. Personerne kan intet gøre i forhold til det. De må ud-
holde, hvad end der kommer. Da Grete i Die Präsidentinnen f.eks.
opdagede, at hendes mand havde et incestuøst forhold til datteren,
så hun blot på og lod forsynet arbejde i fred. Hvad kan man ellers?
Grete: ”Und der Kurti, mein erster Mann? Und die Hannelo-
re? Und wenn man weiß, daß man wissen muß, daß der eige-
ne Ehemann die eigene Tochter im eigenen Ehebett bestraft?
Was ist dann bitteschön?
Warten muß man und zuschaun, was die Vorsehung zu-
sammenbaut mit den Menschen. Aber man muß die Vorsehung
eben auch in Ruhe arbeiten lassen, damit man dann er-
kennen kann, was es geworden ist.” (p27-28)
I modsætning til Jacques le Fataliste forsøger personerne ikke at
hjælpe forsynet lidt på vej ved f.eks. at løsne en stigbøjlerem og
91 Nielsen, Jens Peter Lund: ”Metaforens revolution i Flauberts L’Éducation sen-
timentale”, s.126, i: Hansen, Per Krogh (ed.): Billedsprog. Om metaforen og andre
troper
52