Sprogets krop, kroppens sprog - Institut for Æstetik og Kommunikation

selv duerne, som Grete jager fra fuglehuset, fordi de æder de unge
mejser, i forsvar: ”Die Tauben sind doch auch ganz göttliche Ge-
schöpfe.”(p26) 54 Alt, hvad der findes i verden, har for Mariedl en
plads som en del af Guds skaberværk – også det ubehagelige, også
det udstødte: "wenn der Herrgott die ganze Welt angeschafft hat,
dann hat er auch die menschliche Jauche erschaffen.”(p23) Orden
og kaos findes side om side.
Mariedl tager analiteten på sig, det ellers uproduktive, og hen-
des nøgne hånds søgen i skidtet bliver bebudelsen, den ubesmittede
undfangelse, der gør hende til moder. Hun undfanger sine børn
gennem fæces: ”Meine Kinder sind die Menschen, denen ich helfen
haben dürfen. Jawohl, das sind meine Kinder”(p27), og hermed
overtrumfes en anden kendt jomfrufødsel. Jomfru Maria er kun en
stakkels væggelus under Mariedl (p55), når hun analsvanger med
strålende underliv stiger til himmels:
”Gewonnen für alles steht sie da, mit strahlendem Unterleib.
Und der Stuhl der Menschen auf ihrem Körper verwandelt
sich in einen Goldstaub. [...] Aber die Mariedl schwebt über
den Menschen, und die Menschen werden still, weil sie sehen
können, wie die Haut von der Mariedl abblättert, weil der
Goldstaub so stark nachdrückt. [...] Und da fliegt ja die Jung-
frau Maria, die schon wieder jemandem erscheinen muß...
nicht größer als eine Wanze. Gütig schaut sie drein, das arme
Hascherl.” (p55)
54 Her som flere andre steder ligger Die Präsidenti nnen meget tæt op ad Leo Tol-
stojs Mørkets magt. Akim, der renser latriner, forsvarer f.eks. en udstødt pige
med ordene: ”Men Gud da... Guds værk!... er hun, pigen, ikke et menneskeligt
væsen?”(s.99) Akim synes, som Mariedl, at hans arbejde er godt, og selvom
familien (som Erna og Grete) er ved at brække sig, har han vænnet sig til lug-
ten: ”og ellers er den lugt nu ikke sådan ... ikke sådan, hm... at den kan krænke
en af vor slags, nej”(s.96). Gennem sit arbejde ser Akim, som Mariedl, de rige
folks fine toiletter: ”fine og polerede... rigtig stadselige... med fine bænke og
alt”(s.139), mens Mariedls tilsvarende kommentar er: ”Aber bei denen, das ist
gar kein richtiger Abort, da ist alles fein”(p23). En sidste umiddelbar parallel
er, at der i begge stykker bliver gemt lig i kælderen (s.182 og p56).
30