Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

Før industrien kom til landet, var området i det midtjyske meget tyndt befolket. Så sentsom 1870erne var kun ca. 10 % af arealet opdyrket, resten lå hen som hede og mose.Befolkningen var fattig og levede af egne produkter. Der var dog ting, man nødvendigvisskulle købe som fx salt, tobak og brændevin, og til dette formål brugte man bindetøjet, dergav en indtægt til netop sådanne indkøb. Fåret var husdyret, der gav den uld, som manomarbejdede til garn vha. træderokken. 14 Garnet blev derefter brugt til strikvarer som fxvanter, strømper, undertrøjer og underbukser, der efterfølgende videresolgtes afhosekræmmeren. Denne beskæftigelse samlede folk i stuerne om aftenen, mens der strikkedesom kap og fortaltes historier og fortællinger. Det var både mænd, kvinder og børn, derstrikkede, og de brugte hvert ledigt øjeblik til det. 15Handlen med bindetøjet var en beskæftigelse, der havde fundet sted i flere hundreder år. I1741 skrev Chr. 6. under på, at beboerne i de midtjyske egne havde lov til at handle med uldoglinnedvarer. Dette uldhandlerprivilegium havde den betydning, at myndighedernegodkendte varer fremstillet af egen husstand som en bibeskæftigelse. Hvis man havde etlandbrug ved siden af, kunne familiens strikkeri og handel med disse varer betragtes som etlovligt bierhverv. 16Fremstillingen af uldvarer tiltrak foretagsomme mænd, bl.a. Nis Clason, der i 1840 flyttedetil Skarrild syd for Herning, hvor han opførte en spindefabrik. Her kunne bønderne få deresuld kartet eller spundet til garn, men de sparsommelige midtjyder havde ikke i sinde at giveunødige penge ud, så Clason fik i stedet tilladelse til at udvide sin fabrik til en klædefabrik. 17I Herning var det smeden Poul Andersen, der skulle blive den første til at sætte endampmaskine i gang i området, da han anlagde spindefabrikken i 1876. 18 Fabrikken havdekun ganske få maskiner, fx en wolfe til at åbne og blande råulden, to håndspindemaskiner, entvindemaskine, der sammensnoede og opviklede to eller flere tråde til én og dampmaskinen,der ikke var større end 6 H.K. Fabrikken solgtes i 1878 videre til Niels Senius Madsen, somallerede i 1881 atter videresolgte den til Chr. Clemmesen. Han blev dog også hurtig træt af at14 Jespersen, 1976, s. 11.15 Thyrring, 1993, s. 39f.16 Thyrring, 1984, s. 112.17 Thyrring, 1984, s. 101.18 Der har været diskussion om dette årstal, da fabriksbygningen oprindelig havde årstallet 1873 stående påbygningen. Den tidligere museumsforstander på Herning Museum H. P. Hansen undersøgte kilderne, somikke berettede om et uldspinderi på dette tidspunkt, og bogen ”Herning Sogn og Plads før og nu” fra 1874nævner heller intet uldspinderi. H. P. Hansen konkluderede derfor, at fabrikken først må være grundlagt i1876. Fabrikken ændrede efter H. P. Hansens død 3-tallet til et 6-tal, så 1876 i dag står som fabrikkensgrundlæggelsesår. (Jespersen, 1976, s. 6ff.).17