Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

nødvendigt med godgørenhed, hvis familien skulle klare sig igennem krisen uden at ty tilfattighjælp.På dette tidspunkt fandtes ingen offentlig hjælp, som vi kender det i dag, så fik man brugfor en hjælpende hånd, kunne denne kun komme fra arbejdsgiveren, fattigvæsenet eller somen almisse. Modtog man fattighjælp, mistede modtageren visse rettigheder som fx rådighedenover egne ejendele, modtageren blev bundet til forsørgelseskommunen, vedkommende måtteikke gifte sig uden tilladelse, man mistede sin stemmeret, og adgangen tilalderdomsunderstøttelse var betinget af, at ansøgeren ikke havde modtaget fattighjælp desidste 10 år, før begæringen fremsattes. 183 På samme måde havde fabrikanten ofte en bagtankemed sin hjælpsomhed, som fx at gøre arbejderen afhængig af sig og på den måde kue ham ogafholde ham fra at gøre modstand mod fx arbejdsforholdene. I et brev fra afdelingens formandtil forbundet i 1911 skrives der netop, at ”man ikke tidligere altid har forlangt sin Ret…”. 184Dette afhængighedsforhold har haft en stærk indvirkning på arbejderne og afholdt en del fra atindmelde sig i fagforeningen de første år. Men efterhånden som fagforeningens arbejdebegyndte at vise resultater, og selve foreningen blev bæredygtig i byen, blev flere og flerearbejdere uafhængige af arbejdsgiveren og fik dermed en større kontrol over sit eget liv.Fagforeningens økonomiske bistand og kollegaernes støtte og sammenhold gav bedrebetingelser for den enkelte arbejders lyst til at kæmpe for et bedre arbejdsliv. Afhængighedentil arbejdsgiveren blev efter fagforeningens oprettelse mindre, hvilket ses i vedtagelsen af enoverenskomst i 1897, hvormed fagforeningen viste, at det ikke længere var arbejdsgiveren,der afgjorde alt, men at arbejderen havde sine rettigheder, som fagforeningen kunne hjælpemed at få overholdt. Især i begyndelsen af 1920erne, hvor der var talrigeoverenskomstforhandlinger med nye fabrikanter, begyndte arbejderne for alvor at vise, at dehavde lært, hvad deres ret var, og at de selv kunne være med til at bestemme, hvordan deresarbejdsforhold skulle være. Det skulle ikke længere afgøres enerådigt af arbejdsgiveren.Fagforeningens arbejde med at forbedre arbejdernes arbejdsvilkår og i det hele taget detsammenhold og den solidaritet, som fagforeningen arbejdede for, betød at arbejderne istigende grad identificerede sig med hinanden. Fagforeningen dannede ramme om enarbejderkultur og et arbejderliv, som alle arbejdere, uanset erhverv, havde tilfælles.Udbygningen af politiske, faglige, kooperative, kulturelle og selskabelige arrangementerinden for fagforeningen betød, at arbejderbevægelsen dannede ramme om en ny alternativ183 Krieger, 1906, § 1, 16, 38 og 42.184 ABA: Dansk Tekstilarbejderforbund, kasse 75, læg 22, 8/6-1911.76