Organohalogen concentrations and a gross and histologic ...

signifikante relationer blev fundet mellem grader af histologiske forandringer
og individuelle niveauer af kontaminanter i subkutant fedtvæv, men
det generelle billede viste ingen forskel. Flere af de histologiske forandringer
er sammenlignelige med fund indenfor dyreforsøg med PCB, DDT og dieldrin,
men de tegn på kronisk inflammation i de fleste af dyrene vi fandt kan
godt være normalt forekommende hos den østgrønlandske isbjørn, og er
nødvendigvis ikke relateret til en kronisk eksponering af organohalogener.
Herudover kan det ikke konkluderes, om lipidakkumuleringen kan være et
resultatet af højt spækindtag, faste, organohalogen toksisitet eller en kombination
af disse. Det ville derfor være relevant at sammenligne de østgrønlandske
isbjørne med ikke - eller eller meget lavt – eksponerede bjørne for at
undersøge om sammenhængen mellem kontaminanter og histologiske forandringer
er causal. En sådan undersøgelse kunne også tænkes udført som
et kontrolleret effektstudium.
Det femte manuskript afrapporterer nyre- og binyrehistologi i henholdsvis 91
og 43 isbjørne fra perioden 1999-2002. 42% af disse udviste glomerulonefritis
og/eller -sclerose samt hyalinisering af de tubulære basalmembraner. I et
enkelt individ (7-årig hanbjørn) var der tubulære celleproliferationer (hyperplasi)
i den corticomedullære overgang. I de fleste bjørne var der tubulær
dråbeformig hyalin degeneration (protein) eller pigmentaflejringer (galde
pigment, melanin, hæmoglobin eller nedbrydningsprodukter af plantemateriale,
men ikke lipofuscin eller hæmosiderin) samt varierende grader af
medullære hyalincylindre i lumen. Der var en signifikant sammenhæng
mellem graden af nyreskader og medullære hyalincylindre, hvilket tyder på,
at proteintabet øges i takt med graden af nyreskader (det kunne ikke konkluderes
om dette havde en klinisk effekt på bjørnene). Herudover var der –
uafhængigt af køn, alder og nyreskader – forskellige grader af mononucleære
lymfohistiocytære celleinfiltrationer. De glomerulære og tubulære
forandringer var de samme som er fundet hos forurenede vilde havpattedyr
og fisk eksponeret for PCBer og østrogener, samt hos laboratoriedyr og industriarbejdere
som kronisk er udsat for organisk kemikalieeksponering.
Der var en klar aldersafhængighed i graden af nyreskader, og der var tegn
på at gamle hunner udviste tydeligere nyreskader end gamle hanner. Materialet
var dog ikke stort nok til at konkludere om dette var tilfældet, men det
kunne godt tyde på, at kønsmodne hunner, på grund af fedtmobilisering
under drægtighed og opfostring af unger, er mere følsomme for ydre
påvirkninger, som f.eks. infektioner og organohalogener, sammenlignet med
kønsmodne hanner. Vi fandt ingen sammenhæng mellem graden af nyreskader
og individuelle koncentrationer af organohalogener. Ligeledes fandt
vi heller ingen histopatologiske forandringer i binyrerne. På baggrund af
ovenstående foreslår vi, at de nyreskader som vi har fundet i isbjørnene er
en funktion af dyrenes alder, infektioner, sæsonbetinget faste og måske en
langtidseksponering for organohalogener. Dette kan dog kun kan afgøres
ved en undersøgelse af en ikke- eller laveksponeret kontrolgruppe eller i en
kontrolleret forsøg med en phylogenetisk relevant topprædator.
Det sjette manuskript handler om de hunlige kønsorganer. Tidligere observationer
af kønsmodne hunner (og unger) på Svalbared i 1990erne indikerede,
at der kunne være en sammenhæng mellem relativt høje niveauer af organohalogen
eksponering henholdsvis in utero og postnatalt, og forstørret
klitoris og placering af urinrørsåbninger. Den 9. juli 1999 blev der skudt en
23-årig isbjørnehun udenfor Scoresbysund med forstørret klitoris. Prøver
blev udtaget fra denne bjørn og gjorde det muligt for første gang nogensinde
at undersøge en forstørret klitoris og tilhørende kønsorganer (ydre som indre)
hos vilde isbjørne udsat for organiske miljøgifte. Den histologiske un-
13