LEXICONORDICA 7 - Nordisk Sprogkoordination

157variant, når det drejer sig om bestemt form singularis. En ordbogsbrugermå mene, at faren eller faderen hhv. moren eller moderen må kunnebruges i flæng, da der fx i RTO under lemmaet fader er angivet et slagsdobbeltlemma: med (eller far) i parentes og ligeledes under lemmaetfar findes (eller fader) i parentes, i begge tilfælde med fællesfleksionsangivelse: -en, fædre, fædrene. Ser man på informanternesbedømmelse, er der imidlertid stor forskel. Ved faderen ctr. faren svarer73% af informanterne, at de vil vælge formen faderen, mens 15% vilanvende faren. Tilsvarende viser søgningen på Internettet præferencefor formen faderen, idet der er 4297 forekomster med denne form, og748 forekomster med formen faren. Tilsvarende er der også præferencefor formen moderen i sprogbrugen, idet 76% af de adspurgteinformanter vælger denne form, mens 15% vælger formen moren.Tallene fra søgningen på Internettet underbygger dette med 4140forekomster af formen moderen og 594 forekomster af formen moren.(Her er der ikke undersøgt, hvor ofte eller om den ret sjældne brug afmor i betydningen 'neger' forekommer.) Sprogbrugen viser således enklar præference for formerne faderen og moderen, hvorfor disse børanbefales sprogbrugeren som de primære former. Da der er nogenforskel i brugen af de to leksemer, kan de i modsætning til fx taknemligog taknemmelig ikke anses for grafematiske varianter, derfor kan farikke som taknemlig anføres som et rent henvisningslemma:far subst ANM I talt sprog er sing.best.almindelig, men ikke i skrevet sprog. 73% af informanterneforetrækker faderen mod 15% for farenfader subst ANM I skrevet sprog ersing.best. faderen mere almindelig end faren. 73% af informanterneforetrækker faderen mod 15% for faren.nøs eller nysteI norsk bokmål har ca. halvdelen af alle leksemer grammatiske varianter(Johnsen/Nordgård 1996:73). Hvis man som de to nævnte forfattere serskriftlig norsk som en helhed med seks varianter (riksmål, moderatbokmål, radikalt bokmål, samnorsk, moderat nynorsk og konservativtnynorsk), vil der ikke være mange leksemer uden grammatiskedobbeltformer. Så mange dobbeltformer findes (heldigvis) ikke pådansk. Men de, der findes, kan dog føre til nogen usikkerhed undersprogproduktion. Hvis Oskar ganske vist godt ved, at verbet nyse ipræteritum kan hedde enten nøs eller nyste, men gerne vil vide, hvilken