Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Havde jeg dengang været mere arrangør-minded, som jeg er i dag,
ville jeg nok have lokket hende med. Gitte, som vi senere kom til at
starte foreningen op sammen med og som jeg senere kom til at opleve
så meget fantastisk sammen med, sad blot og sugede fantasien og
stemningen til sig. Det er, når jeg reflekterer tilbage, dér jeg virkelig
kan se grunden til at kæmpe for retten til at spille rollespil og bruge
fantasien. Hvis der dengang i 90’erne havde været en forening og det
havde været legalt at spille rollespil, så ville der ikke være gået 3-4 år
før Gitte Søe-Larsen, Carsten Søe-Larsen og andre for alvor kom til at
bruge deres fantasi og kaste sig ud i rollespillets univers.
Jeg husker tydeligt den aften, Mads præsenterede idéen om live-rollespil
for os. Det var en aften med megen latter og vanvittige forestillinger. At
forestille sig at det fantastiske univers, som vi sad i og læste om, kunne
skabes i levende live, var for meget for en gruppe nørder. Alene tanken
om at skulle lede efter sin tyvesidede terning i en skovbund for at finde
ud af, om man havde slået et Critical Hit på sin modstander, var ved
at tage livet af os, men Mads påstod, at de spillede det på Mors, så ja.
Hvis morsingboerne kunne, kunne vi thyboer også. Men hvordan
starter man? Tøjet var hurtigt klaret; et stykke gammelt lagen, med
et hul i, nogle sorte bukser og et bælte. Sværdet derimod var langt
mere besværligt, men Mads kendte en, der havde gjort det før, så
med stor undren blev vi vildledt ind i den mørke verden af gaffatape,
liggeunderlag og dobbeltklæbende tape. Det lykkedes os dog at få lavet
nogle rimelige, men klodsede våben og nogle pile, og afsted drog vi til
første scenarie.
***
Ud i skoven
Med offentlig transport og i underligt tøj og med sorte plastiksække
fyldt med våben, sad vi der og gemte os for ”de voksnes” undersøgende
blikke. Om det var vores evne til at skumle ved rollespilsbordet eller
det var, fordi spændingen virkede som et psykeskjold ved jeg ikke, men
kort tid efter stod vi af bussen ved Legind skov på Mors. Vi var ikke de
eneste, der stod af, og vi fulgte efter de andre underlige væsner langt,
langt ind i skoven.
Pludselig dukkede et gammelt friluftsteater frem med et enkelt
pavillontelt som kro og omkring 20 andre spillere. I et virvar af kopier
med ulæselige sidetal fik vi fundet evner og professioner og fik det hele
nedfældet på vores karakterark. Efter en kort briefing gik spillet i gang,
og vi forlod kroen for at begive os ud i skoven. Mit første møde med
liverollespil bød på beskyttelse af to enlige elvere uden våben, en kort
træfning med nogle orker og en forsikring om, at vi skulle spille elvere
til næste scenarie.
Fra den dag af var jeg solgt til liverollespil. Jeg pjækkede nu fra
familiebesøg og levede mig ind i dette nye univers, hvor vi, som elvere,
skulle beskytte vores prins og prinsesse. I over et år spillede vi ca. en
gang i måneden, hvorefter en spirende idé begyndte at tage form - en
ide, der senere ville blive kendt som fantasy-kampagnen Anduien.
Den ivrige, flaksende fugl Anduien var det første store, der groede
frem her dybt forankret i den nordvestjyske muld. Anduien var, trods
det lånte navn, vores eget. Skabelsesberetningen skrev jeg en tidlig
morgen før det første scenarie og lige bortset fra de tekniske regler, var
alting skabt fra bunden af. Vi holdt ikke meget af at kopiere fra andre
og gjorde det kun, når det var nødvendigt. Derfor groede det måske
skæve og vindomblæste træ Anduien op for egne kræfter. Vi såede
selv, vi bragte selv den første næring og vi passede og plejede vores
lille projekt, så godt som vi nu kunne. Ingen af os havde gjort noget
lignende før. Anduien blev da også skabt ved egne midler og med lånte
ting fra familier og bekendte. På denne måde mødtes vi i Mads’ kælder
aftenen før hvert scenarie og lavede plots.
118 119