Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Han fortæller hvordan der til første spilgang udspillede sig nemlig
et mindre mysterium, der først blev opklaret flere år efter. Spillets
gamemaster - der jo selvsagt var Worm - og en med-gamemaster, skød
genvej gennem skoven på en fælles cykel for at kunne styre spillet, og
da de kom tilbage til borgen efter en tur ud til holdene, opdagede de at
der i skumringen havde været nogen og stjæle en bunke madpakker og
et spyd, samt havde smadret noget væg i borgen.
De fik stoppet spillet og alle konspirerede om hvad der mon kunne
være på færde, for mystisk var det. En af spillerne havde nemlig langt
væk fra borgen fundet det manglende spyd og alle var oppe at køre og
ideer bizarre scenarier blev malet på væggen.
Efter noget tid og uden nye spor i sagen forsatte spillet, og først mange
år efter viste sig så at være en flok af klassekammeraterne og rødderne
fra Stengården i Bagsværd der havde klædt sig ud i militærtøj, for at
sabotere de andres leg. Set i bagklogskabens lys var det jo i bund og
grund også er en form for rollespil, men Worm smiler og påpeger at de
drenge nok ikke så sådan på det dengang.
***
1. søndag
Spillet i Hareskoven voksede sig stødt større og større, og der blev
spillet en gang hver 2. - 3. måned. Det var længe før både internet
og mobiltelefon, og det krævede telefonlister og fastnetopkald at få
koordineret næste spilgang. Folk tog venner med og de røg med på
telefonlisten og da en lokal bordrollespilsforening også hoppede med
på vognen i 1992 voksede gruppen af spillere til omkring de 70, hvor
de yngste var en 13 - 14 år gamle. Det var endnu ikke organiseret, men
det voksede sig større og med det voksede behovet for mere plot og
bedre fortællinger.
På et tidspunkt blev telefonlisten for lang for Worm og efter en endt
spilgang var der nogen der råbte ”Hvornår er næste gang?”. Det var
den første søndag i en måned tilbage i 1992 at Worm råbte tilbage ”1.
søndag i næste måned!” og på den måde blev LD&D til 1. Søndag i
Hareskoven; et fænomen der har overlevet lige siden.
At spilområdet grænsede op mod Hareskovens S-tog station, blev løst
ved en ingame forklaring, om at det var Midgårdsormen der farede
forbi fra tid til anden. Kom ormen skulle man gemme sig bag en busk,
et skjold eller et træ og forholde sig helt i ro.
Worm fortæller grinende at S-toget ikke var den eneste udfordring,
for Kirke Værløse Lufthavn lå i nærheden og når der kom fly hen over
skoven - og det gjorder der ind imellem - så ødelagde det jo lidt af
stemningen. Ligesom med S-toget, så løste fantasien dog problemet for
spillerne, for de irriterende fly blev til drager der fløj ind over skoven.
Og når man hørte eller så en drage flyve over sig skulle man ligeledes
søge ly og dække. Sådanne regler og forklaringsmodeler eksisterer ikke
længere i Hareskoven, men de har også fået deres eget liv og bredt sig
til institutionsrollespil rundt om på landets SFOer.
18 19
***