Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Claus boede dengang langt fra Bagsværd, så hvad der startede som uro
i maven bliv til regulær angst og nervøsitet, og hvad der sikkert var
tænkt som en joke virkede mest som en hånlig
Kasper Sjøgren lagde venligt og høfligt, men bestemt ud med at fortælle
os, at de syntes at Søslottet var gået i stå, og at de i stedet havde taget
initiativ til at lave et stort nyskabende sommerscenarie. Deres projekt
hed Legendernes Tid, og var noget af en satsning. De ville holde hele 2
afviklinger hver sommer, og 2 af de hovedarrangører (HP og Kasper)
skulle have løn. De troede SÅ meget på deres projekt, at de ville satse
deres husleje mv. på idéen, og derfor var det også ekstremt vigtigt for
dem, at det kunne løbe rundt, og at de fik deres penge ind igen.
København var ikke stor nok til 2 store sommerscenarier, og i al
venskabelighed, forslog de at jeg skulle stoppe med at lave Søslottet.
Jeg var jo alligevel håbløst bagud med arbejdet på 3’eren. Jeg havde
ikke arbejdsstyrken på plads, og Claus Raasted var sprunget fra, for at
arbejde på LT i stedet. (der skete jo ingenting med Søslottet).
Jeg kogte scenarie på gamle suppe, Søslottet 2 havde været halvdårligt,
og desuden havde jeg jo stress. (hvilket jeg selv lige havde fortalt HP
under bestyrelsesmødet). Hvis jeg sprang fra mht. at lave Søslottet, så
kunne jeg i stedet lave Sommerferieaktiviteter for Gladsaxe kommune,
og derved tjene penge på at lave rollespil. Lige som LT gruppen.
Deres argumenter var rigtig gode… lidt bestemte, men gode… og
jeg var egentlig meget forstående for deres argumenter. Vi talte også
løst og fast om at lave Søslottet2000 året efter i samlet flok. Desuden,
så ville LT nødig, meget nødig ud i en konkurrence med Søslottet.
For den ville jo blive rigtig grim. LT arrangørerne, som havde deres
husleje på spil, ville naturligvis kæmpe med alle midler for at vinde en
eventuel konkurrence. Hvorimod jeg, som blot lavede frivilligt arbejde,
nemmere ville kunne trække mig. Kasper Sjøgren forklarede venligt,
men bestemt at hvis han skulle vælge mellem at bo i en pap-kasse, eller
at lukke Søslottet ned, så valgte han helt klart at lukke Søslottet… også
selv om jeg var hans ven.
Men da han ikke ønskede nogen konflikt med mig, så håbede han
inderligt på at jeg frivilligt valgte at trække mig. For som han sagde:
”Vi ønsker jo ikke at have en situation hvor Sortløverne (Kampgruppe
fra Harreskoven – red) render rundt med baseball-bats og slår folks
døre ind” Det havde han jo ret i. Det ønskede vi jo ikke. I de mange
rygtehistorier der siden hen var, kom det til at lyde som om at Kasper
truede mig med tæv. Sådan opfattede jeg det ikke selv, og sådan var det
heller ikke ment… Men efter 5-10 genfortællinger blev historien mere
og mere dramatisk.
Mødet endte med at jeg besluttede mig for at trække mig . Eller rettere
– trak Søslottet III. Vi skiltes smilende og med skulderklap, som bedste
venner. Alle var glade. Legendernes Tid ejede sommeren ‘99 og måske
skulle vi alle sammen lave Søslottet2000 i det nye årtusind. MEN – så
brød helvede løs.
Selina og Tommy, som havde været forholdsvis tavse til mødet,
begyndte efterfølgende at brokke sig. De kunne slet ikke forstå hvorfor
jeg føjede LT-folkene. Søslottet var jo min livsdrøm. Hvorfor havde jeg
ikke sagt fra!? Især Selina mente at de havde hjernevasket mig, og at de
ikke kunne være det bekendt. Så hun begyndte at ringe rundt til alle
mine venner og samarbejdspartnere og fortælle hvordan de fæle LT
folk havde presset mig, til at aflyse Søslottet III.
Det var før SMS’ernes indtog, så alt forgik med små korte opkald.
Inden midnat vidste halvdelen af Københavns rollespilsmiljø hvad det
var sket. ”Daniel Benjamin er blevet truet med tæv af Sortløverne” og
”HP, Sjøgren og Raasted har kuppet Søslottet” eller ”Daniel Benjamin
er blevet tævet af Sjøgren” osv. osv… det blev bare værre og værre.
I en efterfølgende telefonsamtale med Kasper Sjøgren om mandagen,
blev der talt med store bogstaver, og ord som ”falske trusler”, ”injurier”
og ”politianmeldelse” blev nævnt flere gange. Kasper var ikke glad,
og det var egentligt forståeligt nok. Men dengang skærpede det bare
konflikten. Hypen omkring pizzeriamødet var ekstrem.