Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Faktisk synes jeg stadig at idéen er genial og er en smule forfærdet
over at der ikke er flere, der har ført denne oplagte tanke ud i livet.
Men en blændende idé er desværre, som vi kom til at opleve lidt for
mange gange, langt fra nok. Vi var uheldige med vejret, som bød på
både kulde, regn og blæst. Men den endegyldige katastrofe var maden.
Og her er det at jeg nu, mange år efter, må krybe til bekendelse:
At deltagerne syntes at maden smagte lidt funky var én ting og at
hovedparten af dem sågar lå syge af madforgiftning et par dage efter
scenariet, var sandelig heller ikke spor godt, men at det var min
beslutning at lave maden dagen forinden i én kæmpestor gryde og
så lade den stå på en bagtrappe natten over for at ”trække”, hvorved
jeg fik kultiveret jordens mest fantastiske vækstbetingelser for alskens
morsomme bakterietyper, var kraftedeme ikke særlig smart. Min
stakkels kæreste blev trukket ind i miseren, bare fordi hun havde været
så sød at hjælpe med kokkerierne og jeg selv kujonede mig under
skyldsplaceringens radar. Definitely not my finest hour.
HC skriver selv om perioden således:
“Alle har historier om forældre og andre voksne som syntes at rollespil var
noget farligt noget og dem har jeg da også et par stykker af, ligesom jeg
også synes at man med rette kan sige at meget af vores identitetsskabelse
som rollespillere, foregik i modstand eller som reaktion på en konformitet,
vi ikke følte os som en del af.
Der lever også en historie om at det var særligt slemt i Vestjylland med
Bibelbæltet, kulturelt tilbagestående mennesker osv., og jeg har sikkert
også selv reproduceret den historie og syntes det var frygtelig synd for
mig og følt mig ramt og speciel og særligt meget udenfor og imod det
omkringliggende samfunds normer og blablabla... men i retrospekt ser
jeg det anderledes. Det vi kan fortælle af skrækhistorier fra rollespillets
tidlige dage, er jeg helt sikker på at man kan finde tilsvarende over hele
landet. Det mørke Vestjylland var slet ikke så mørkt, som vi i vores
identitetshistorie gerne ville gøre det til. Tværtimod synes jeg faktisk at vi
oplevede et meget stort frirum og blev støttet i vores kreative udfoldelser.
Både af vores forældre, men også af ungdomsskolen og kommunen
– de var jo nærmest glade for at vi begyndte at arrangere liverollespil
i Hundeskoven – og uden de store problemer, fik vi lov til at bruge
skoven og toiletfaciliteter i hytten ved siden af. Vi fik endda også en
underskudsgaranti. Skovfogeden var ikke helt glad for os, men det var
vores egen skyld, fordi vi svinede i skoven og efterlod ting der (halm,
pavillontelte osv. som blev “glemt”). I starten var han meget flink, men
han fik et belastet forhold til os efterhånden som vi pissede ham af. Der
hvor vi for alvor mødte modstand til vores aktiviteter, var da vi kom
til Århus. Det tog os et år at få Eidolon godkendt af Århus Kommune.
Jeg mindes tydeligt hvor mange diskussioner vi havde og hvor tåbeligt
jeg syntes hele systemet var. Da begyndte jeg virkelig at føle at vi var i
kamp mod systemet, og det blev bare værre da vi begyndte at afholde
aktiviteter i byen og løb ind i den ene sure pedel, skovfoged, skoleleder,
kommunale skrankepave osv. efter den anden.
Jeg var så vred over, at vi var en flok unge mennesker, der havde masser
af idéer til gode aktiviteter, som vi selv ville arrangere og stå for, og det vi
blev mødt med, var et system der på ingen måde hjalp eller støttede os.
Det var helt anderledes i forhold til, hvad vi havde oplevet i Ringkøbing,
hvor vi blev opfordret af ungdomsskolelederen Axel Moe til at søge en
underskudsgaranti, som han hjalp os med og hvor kommune, skovfoged
osv. også var hjælpsomme og i hvert fald slet ikke, som i Århus, mødte os
med en masse krav og modstand. Jeg fandt hen af vejen ud af, at der var
større politiske og organisatoriske forhold der gjorde, at det var sådan
med fritidspolitikken i Danmark og at grunden til at vi havde oplevet så
meget frihed og støtte i Ringkøbing, ikke var systemets problematiserende
tilgang til engagerede men uerfarne unge menneskers iver, men nok
nærmere var et udslag af nogle flinke personer, og at der ikke foregik en
skid i Ringkøbing, så de bare var glade for at nogen tog initiativ og startede
noget selv. I starten var jeg bare vred og ville revolutionere det hele og
syntes at spejdere og alle andre der sad på magten og nød godt af systemet,
skulle ned med nakken til fordel for alternative organiseringsformer,
netværk og løse grupperinger, som skatere eller hvad det nu kunne være,
men jeg indså at det var en håbløs kamp, hvor vi måtte spille systemets
spil, hvis vi ville have de fordele der lå i det.”
***
76 77