Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Intriger udenfor rollespillet
De følgende situationer skabte skandaler i DEF42?. Den første var en
tåbelig underskriftsindsamling mod Claus Raasted. Det stadigt uklart
for mig, hvad anklagerne gik ud på, eller hvad underskiftsindsamlingen
skulle gøre godt for - og der kom heller ikke så meget ud af den sag.
Den næste var DEF42?s foreningslokaler, som mange medlemmer
egentlig ikke var interesserede i. Den sidste og for mange måske endda
værste konflikt var, da vi lukkede vores gamle kampagne ned, fordi
vi blev smidt ud af den skole, vi havde brugt hidtil. Dermed slog vi jo
nærmest folks karakterer ihjel! Den virkelige grund til disse skandaler,
som de blev, var nok primært et internt opgør i DEF42?s bestyrelse og
sekundært et opgør mellem to grupper af venner, som ikke helt kunne
enes. Skandalerne var egentlig bare benzin, som blev smidt på bålet.
De gav folk nogle sager at være uenige om, og de gav en opbakning
blandt foreningens medlemmer for det ene eller det andet standpunkt.
Alle disse sager blev ført af et medlem af DEF42?s bestyrelse, som
så sig selv som lidt af en ‘Folkets Mand’. Sagerne blev fremført som
‘medlemmernes ønske mod en diktatorisk ‘bestyrelse’; der blev ikke
sparet på den ideologiske retorik fra nogen af parterne. Om ‘Folkets
Mand’ var den primære antagonist mod bestyrelsen, eller om han rent
faktisk var folkets mand, skal jeg ikke kunne sige. Ikke desto mindre
blev konflikten mere og mere forbitret og personlig. Til sidst valgte en
gruppe anført af ‘Folkets Mand’ at tage initiativet til at melde sig ud af
DEF42? og sammen danne den nye rollespilsforening FALROS. Det
var nok den bedste beslutning for både DEF42? og FALROS. For en
del folk var disse skandaler blodigt alvor, for andre - deriblandt mig -
gik det hen og blev temmelig komisk. Det var som et rollespil udenfor
rollespillet. Folk havde sekundanter med til bestyrelsesmøder, så de
kunne gå afsides og plotte. Der blev spredt rygter, både sande og falske.
Der blev konspireret og lavet alliancer. Til sidst blev det sådan, at man
enten tilhørte den ene fløj eller den anden fløj, og i den følgende tid var
der kun meget få, som deltog i begge foreningers kampagner.
***
Pherano-kampagnen
Da stridighederne efterhånden havde lagt sig lidt, begyndte vi at lægge
grundstenene til en ny fantasy-kampagne. Det var faktisk først på
dette tidspunkt, at jeg blev aktivt involveret i foreningen og skabelsen
af rollespillet. Vi var nu kun en enkelt vennegruppe, som sad i DEF42?s
bestyrelse og som lavede rollespillet. Dette gjorde os måske til den
diktatoriske magt, som vi tidligere var blevet beskyldt for, men det
gjorde også, at der var langt større enighed omkring ideer og tiltag, og
der skete langt mere. Samtidig var vi mere eller mindre de eneste aktive
medlemmer i foreningen.
Foruden Mikkel Rode, som for det meste ikke deltog i foreningens
arrangementer, men som altid hjalp med det organisatoriske, og Claus
Raasted, som var meget aktiv i starten af den nye kampagne men
senere trak sig lidt ud, da han flyttede til København og begyndte at
lave Legendernes Tid, var vi en gruppe på 6 personer, som stod for den
nye kampagne: Jens Niros, vores praktiske tænker og troubleshooter,
Nikolai Schulz, vores filmnørd og plot-meastro, Søren Kock, vores
praktiske mand der meget passende blev kaldt ‘Smeden’, Tue Kaae,
vores kreative vidunder par excellence, Andrea Jørgensen, vores
rolleskriver og spillervenlige ansigt, og mig selv.
Den nye kampagne var for os en radikal nytænkning. Vi forsøgte
helt fra starten af at designe spillet. I første omgang bestod designet
blot i skrevne karakterer og forudbestemte intriger, men undervejs
i kampagnen førte det til en gradvist omdefinering af hele vores
regelsystem og den fantasyverden, som kampagnen kørte i. Vores
fokus var hele tiden at skabe bedre muligheder for intrige-, og
showspil. Vores regelsystem favoriserede de aktive spillere, særligt da
vi begyndte at give XP efter, hvad folk udrettede i løbet af et scenarie.
Vores verden fokuserede meget på at skabe nogle konflikter, som dybest
set ikke kunne løses i spillet - f.eks. ved at de forskellige præsteskaber
og troldmandsskoler var fundamentalt uenige.
60 61