Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Jeg skyndte mig, at sige tak for tilbuddet og ugen efter stod dette
kæmpe monster hjemme på min parkeringsplads og jeg tænkte: ”Hold,
da kæft, hvor det er stort!”. Nå, men, på med arbejdshandskerne. Vi
startede med at skære trækstangen over og vende den om således, at
den kunne trækkes af en almindelig bil (normalt bliver et komfur af
den størrelse trukket af en lastbil). Derefter skilte jeg det helt ad, sleb
det ned og malede det sort, og Smølfen (hun var en af vores spillere)
kom og skrev - eller rettere malede - på begge side af komfuret.
Det blev døbt Kromutters Gullasch Kanon og ved næste spilgang
havde vi næstformanden for Kultur-, og Fritidsafdelingen ude i skoven
og afsløre komfuret. Han havde regnet med 20 til 30 mennesker og han
blev noget overrasket, da der var over 150 mennesker, og kromutter
Hanne Veje havde tårer i øjerne da hun så komfuret. Det var en helt
igennem fantastisk dag, men hold da op et komfur. Fire gryder der
hver rummer 125 liter og så er det brændefyret. Kunne det blive bedre?
Det kunne det. Men mere om det senere.
Vi havde nemlig også ind imellem tid til at tage på tur til vore
søsterforening Lorania, så da de havde overnatningsscenarie drog vi
derind nogle stykker medbringende kæmpe grillrist og andet udstyr.
Jeg og min søn Mick spillede bygardister, så vi skulle passe på byen -
også om aftenen, da det var blevet mørkt. Jeg tog opstilling ved en af
indfaldsvejene et par meter inde i skoven og vendte ryggen til byen, så
jeg ikke mistede mit nattesyn. Jeg måtte jo passe på de frygtelige orke!
Da jeg havde stået der lidt kunne jeg høre støj fra nogen der nærmede
sig men jeg stod bare helt stille, og ganske rigtigt... en ork kom snigende
så stille han nu kunne. Da han var helt tæt på kunne jeg se at det var
en fyr ved navn Erik der var bag sminken og han havde overhovedet
ikke bemærket mig. I det sekund han var ud for mig, råbte jeg af mine
lungers fulde kraft ”ORKER I BYEN!”, og reaktionen udeblev heller
ikke. Ork-Erik blev så forskrækket, at han sprang op og begyndte at
løbe tværs igennem byen så hurtigt hans ben kunne bære ham og han
havde kurs lige mod den store grillrist men lige i sidste sekund fik han
øje på den og undveg. Han forsvandt ud i skoven på den anden side af
byen inden nogen nåede at gøre noget.
Det var det sidste vi så til Orkerne den aften, og Erik blev herefter
døbt ”Roadrunner” efter tegneseriefiguren. Scenariet sluttede næste
dag med silende regn og jeg havde lavet kaffe og man skulle tro det
var magi for pludseligt sad alle de sjaskvåde orker i vores telt og drak
varmt kaffe. Endnu en rigtig god dag og hver gang jeg tænker på den
så kommer jeg i tanke om, at man altid skal huske at tage på besøg hos
de andre.
Nå, men tilbage til ROG. Se, igen sker der noget. Under en spilgang,
hvor jeg er på vej op efter vand siger en af forældrene til mig: ”Du,
Bamse var det ikke en ide, at få en vandtank? Så i er fri for at slæbe alle
de dunke med vand.” Jeg er selvfølgelig fyr og flamme, og det viser sig,
at fyren har en helt ny sprøjtetank på 600 liter stående som vi måtte få.
”Hold da op. Hvordan får vi 600 liter vand transporteret?” tænkte jeg.
Det krævede lidt tid og mange tanker men det lykkedes.
Vi har monteret denne tank på en til lejligheden indkøbt trailer som
dog er modificeret noget. Den er 30 cm kortere end da vi købte den og
siderne er pillet af, så tanken kunne blive monteret på den, hvorefter
vi har beklædt den med træ så det ligner en stor vandtank af træ. Vi
kalder den Kalstads Vandværk, og jeg skal lige love for det, at den er let
at bruge. Før spilgang fylder vi omkring 450 liter vand på og så kører vi
den ud i skoven og stiller den ved siden af Kromutters Gullasch Kanon
og så er det bare, at dreje på hanen. Så er der vand og det fungerer
bare fantastisk, kan jeg godt love. Ja, sådan er jeg sgu’. Jeg kan godt lide
når der er styr på de praktiske ting og der er Vandværket og Gullasch
Kanonen altså noget mange kan misunde os.
168 169
***