Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Her er et udpluk at de vigtigste mantraer blandt Einherjernes game
designere
- Lad aldrig en spillers plot afhænge af andre. Så sidder de ikke fast i
spillet fordi andre spillere hellere ville lege med et andet plot.
- Sørg for at spillerne starter med mindst 2 plottråde, så de kan styre
spillet hen hvor spillet virker.
- Sæt spillerne i gang, men respekter at de hellere vil spille det spil de
selv starter end det spil du havde forestillet dig de skulle spille.
- Lad belønninger være brugbare i spillet. Det er sjovest at vinde
kongeriget hvis det findes og endnu sjovere hvis der også er tid til at
man kan regere det.
- Den special effect som spillerne selv finder er meget federe end den
arrangørerne viser en.
- Forvent at spillerne skal opdrages. Det nye element du introducerer i
dette spil virker først ordentligt i det næste.
- Giv spillerne den oplevelse de er kommet efter. Det er ikke fedt kun
at spille soldat når man kom for at spille bager, men de der har spillet
bagere en hel dag må gerne skifte karriere til soldater.
- Husk at gennemtænke spillets elementer med mantraerne: ”Hvad
ville jeg helst selv opleve hvis jeg spillede det?”
6. Einherjerne på togt
At tage i samlet flok til andre scenarier er noget af det bedste man
kan gøre for en forening. Man kommer til at lege sammen med sine
foreningsvenner. Man deler en fælles oplevelse. Man bliver inspireret
til sine egne arrangementer. Sidst men ikke mindst, møder man
rollespillere uden for foreningen der kan inspirere og hjælpe til
rekruttering.
7.Glæd dig over din fjende
Einherjerne har altid haft klart definerede modstandere. Disse var
primært ”Eidolon” og ”Københavnerne”. Hver af disse modstandere
repræsenterede for os værdier som vi tog afstand fra. Eidolon så vi
som et uforpligtende og uproduktivt fællesskab, hvor ingen behøvede
bevise deres værd og alle snakkede om de fede ting de ville lave, men
ingen gjorde noget. Eidolon har alle dage været befolket af en kerne af
arbejdsomme ildsjæle, men det blev der set bort fra i mytologiseringen
af Einherjernes hovedfjende.
Ligeledes så vi Københavnerne som en flok individualister der ikke ville
ofre sig for et fællesskab. Vi holdt liv i myten om, at de primært lavede
rollespil for at få anerkendelse og overhældte scenariet med regler for
at de kunne gøre deres venner seje og sikre deres position på toppen
af vigtighedshierarkiet. En rigtig god modstander til at bekræfte at de
individuelle ofre der lå i Einherjernes anonymitet havde sine fordele.
Dette fjendebillede faldt noget fra hinanden da Københavnerne
begyndte at tage Kan-Man-Så-Kan-Man til sig og efter vi opdagede,
at man ikke kan navigere i en netværkskultur som en anonym gruppe.
Begge fjendebillede virkede dog fremragende til at definere
Einherjerne indadtil. Vi legede selvfølgelig stadig med både Eidolon
og div. københavnere og lærte meget af dem – både af deres fejl, men
så sandelig også af de mange ting de gjorde godt.
Jeg vil vove den påstand, at centrale elementer af Einherjernes
rollespilsfilosofi aldrig var blevet til noget, hvis ikke vi havde været
lydhøre overfor udviklingen hos vores erklærede modstandere. Lektien
til andre må være, at stærke fjendebilleder kan definere foreningerne
indadtil, men man skal ikke lade dem afholde sig fra at lege med dem
alligevel. Til gengæld var det en ting vi ikke var opmærksomme på, og
det er noget jeg håber andre kan lære noget af.
50 51
***