Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

“20 år med rollespil...”
Jeg tror på en måde, at vi hele tiden har haft det samme billede af
hvad der for os var godt rollespil. Naturligvis ændrede det sig mange
gange gennem årene – jeg tror på at årsagen til at jeg stadig beskæftiger
mig med rollespil er, at jeg har udviklet min hobby efterhånden som
jeg selv har udviklet mig – men ønsket om at skabe vores eget, uden
synderlig skelen til hvad og hvordan andre gjorde, har siden starten
været betegnende.
Når jeg nu, i forbindelse med arbejdet på denne beretning, har lænet
mig tilbage og tænkt over mit liv som rollespiller, så kan jeg da ærlig
talt godt undre mig over hvorfor jeg stadig er så relativt aktiv indenfor
miljøet som jeg nu engang er, når alle dem jeg startede ud sammen
med, faldt fra for efterhånden mange år siden.
Den korteste forklaring på dette er nok, at jeg med de mange års
erfaring kan overkomme relativt meget med relativt få kræfter, at
jeg føler at jeg har fået skruet mit ambitionsniveau ned til den helt
rigtige kerne, at jeg tror på at det er de lange seje træk, og ikke de
kraftfulde kortdistancepræstationer, der tæller i sidste ende og at jeg
de sidste mange år kun har arbejdet med lige præcis de ting som jeg
synes var spændende og så ellers har formået at overtale dygtigere og
mere engagerede kræfter til at varetage de andre nødvendigheder. Og
det er af præcis disse årsager at jeg, som jeg i dag ser tilbage på min
mangeårige karriere som rollespiller, tror at mit engagement vil vare
ved i mange år endnu – indenfor de rammer jeg selv skaber…
Det var virkelig ikke min egen fortjeneste at jeg overhovedet kom
ind i rollespil. Det startede i ’89 i det mørkeste Vestjylland, da min
barndomsven (og senere hen stedbror), Kresten Osgood, havde den
røde Dungeons & Dragons bog med hjem fra USA. Jeg har da forinden
haft bladret i Sværd & Trolddom bøgerne, men det var dette der blev
startskuddet til de næste mange års faste bordrollespilskampagner.
Kresten var samlingspunktet – og det var han også da vi fire år senere
var i gymnasiet i Ringkøbing og vennekliken dannedes – omkring
netop rollespil. Vi var en flok fyre fra forskellige årgange som fandt
sammen om denne interesse – et venskab som skulle vise sig at være
tæt knyttet mange år fremefter. Én af de unge langhårede drenge i
denne flok var Hans Christian Molbech – i folkemunde: HC. Det var
på hans forældres gård lidt uden for Ringkøbing at vi i 1993-95 afholdt
hvad der senere skulle komme til at gå under navnet ”Lille Tranmose
lives” – 4 liverollespilsscenarier afholdt i området Lille Tranmose.
Der var her tale om horrorscenarier under den model, der i dag er kendt
som ”700%” – med 2 PCere som hovedpersoner og hele venneflokken
på 6-12 som NPCere. Selv var jeg ikke med til de første to, men husker
tydeligt scenen, hvor jeg har stået i flere timer i HCs brusekabine i et
badeværelse oversmurt af griseblod og -indvolde og vælter ud i hovedet
på de stakkels overeksponerede PCere, som i virkeligheden kun havde
fået at vide af deres ven fra Holstebro, Kresten, at de skulle komme til
Ringkøbing med det-og-det tog til et rollespil – og for resten af pengene
blev ført igennem ”forgiftet” mælk, en halvrådden nygenopgravet kat i
et træ, en utrolig stor brændehuggende gartner med en økse, Carmina
Burana på fuld drøn ned igennem loftet, en ildevarslende videodagbog
og, naturligvis, et stort okkult ritual til slut.
Disse livescenarier, sammen med de faste D&D-, Warhammer-,
Chtulhu-, Shadowrun- og Ars Magica-kampagner, blev starten på
det som skulle komme. Efterhånden som Kresten, i slutningen af
gymnasietiden, gled mere og mere over imod sin interesse for musik,
overtog HC, i kraft af sit umådelige engagement, en uovertruffen
arbejdsiver og et ustoppeligt gåpåmod, tøjret for en lille gruppe af
rollespilsengagerede unge mænds skaberiver. I ’95 opdagede vi for
første gang, at der rent faktisk fandtes andre mennesker i vores lille
land som lavede liverollespil. Vi syntes jo på daværende tidspunkt at
vi var gamle i gårde, for vi havde jo allerede været i gang i mange år, så
det kom som lidt af en overraskelse, at der udenfor vores eget, fandtes
andre miljøer, der havde været i gang i endnu længere tid.
70 71