Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Borge og skovkamp
Det var ikke den eneste forandring gruppen af spillere stod overfor, ej
heller ikke den eneste forandring skoven skulle stå overfor. Der havde
nemlig, indtil etableringen af foreningen, ikke været nogen aftale med
skovfoden og det arbejde der de første år var blevet lagt i at bygge borge
fra spilgang til spilgang, havde fundet sted i det skjulte; en taktik der
bar præg af anarki og stor kreativitet. Hareskovens borge var nemlig
omdrejningspunkt for megen ungdomsaktivitet.
Worms øjne stråler af nostalgisk begejstrings, mens han forklarer
hvordan borgene tog sig ud i hvad der nu synes som fordums tid.
De blev bygget op af rafter og DSB reklamer fra s-tog stationer, for
dengang sad reklamerne stadig på spånplader – længe før plexiglas
og oplyste reklamesøjler kom til. Dengang man kunne komme lagt
med en skruetrækker, og selvom etikken var knap når det kom til at
låne lidt fra DSB, så var moralen stor i forhold til at passe på skoven.
Borgene blev bygget af rafter gravet ned i jorden og grene bundet fast
på træerne. Mellem disse blev der bundet gran og på den måde skabt
mure. De sørgede altid for ikke, at skade træerne.
Reklamepladerne blev også brugt til at lave tag og der blev der bygget
avancerede tårne og sågar en vindebro og en underjordisk hule.
Ligeledes blev der lavet brystværn af træstubbe og reklameplader
så man kunne stå og kigge ned på sine fjender. Disse imponerende
konstruktioner måtte dog fra tid til anden lade livet; ofre for skovfodens
hårde justits. Worm fortæller hvordan de en dag kom ud i skoven til en
nedsavet borg: det satte ikke en stopper for spillerne, der med viljen på
rette sted genopbyggede den større og stærkere.
De spillede ved den en gang med stor glæde, men måneden efter kom
de tilbage til en borg der var blevet savet ned til 20 cm bidder. Dette
skabte en kæmpe skræk for skovfoden, og når de lokale knægte i deres
fritid mellem spilgangene var ude og genopbygge borge, stivnede de
alle når man kunne høre nogle gå rundt på skovens store stier, i skræk
for at det kunne være den frygtede skovfode.
Men med etableringen af Semper Ardens fik Worm en aftale i stand
med den frygtede mand, der selvfølgelig viste sig ikke at være så
frygtelig endda. Nu var det bare sådan at skovfoden ud over at give
udtryk for at han gennem tiden bestemt havde bemærket spillerenes
færden i skoven og faktísk syntes han, at det var fint at de var der. Men
som han bestemt påpegede så skulle de ”...dælme overholde skovens
regler!” og som han så yderligere forklarede, var det sådan at store
hareskov var en B-skov (en fredet skov), og derfor skulle rollespillet
rykkes fra Store Hareskov over i Lille Hareskov, som lå i forlængelse
heraf, men ikke var fredet.
Foreningens aktiviteter voksede og der var pludselig langt fra de
oprindelige 10-15 unge mænd der var med i skoven til første gang,
til de 7-800 spillere der var ude og tæve løs på hinanden da spillet
toppede. Med så mange spillere var der brug for nye regler. En variant
af ”Kan Man Så Kan Man” princippet - som senere blev gjort berømt
af den jyske forening Einherjerne - blev etableret, hvilket betød at
hvis tyven kunne snige sig ind på offeret så kunne han bruge evnen
Backstab til at stikke selv den stærkeste kriger ned.
Disse regler blev skabt i Hareskovens første år og Worm husker tydeligt
hvordan det var, at sidde og finde på alle disse små finesser. Selvom
kostumestandarden stadig var lav og de fleste bare rendte rundt i sort
tøj, så opfandt denne flok unge mennesker både fantastiske racer,
verdener og ikke mindst grupperinger, der tit blev kaldt for ”klaner”.
22 23
***