Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Afgudsdyrkelse og PR-kamp
Skovtrolden var dog ikke den eneste, der havde fået rollespil galt i
halsen og ikke kunne skylle den nye idé ned med den ellers nok så
stærke kaffe, man drikker heroppe omkring. Vi måtte tage den ene
diskussion efter den anden med folk omkring os. Virkelighedsflugt,
blasfemi, afgudsdyrkelse, ungdomssløvsind – jo, bekymringerne var
mange og man kunne måske også drage visse paralleller mellem vores
opdigtning af en anden verden og virkelighedsflugt eller mellem vores
gudesystem og afgudsdyrkelse, men at det ligefrem var noget, vi svor
til med offergaver og blod, var måske en smule over kanten.
Vi forsøgte at forklare, så godt vi kunne til dem, der ville lytte, at de
ikke behøvede at bekymre sig mere, end man bør gøre, når børn går
meget op i fodbold, kender alle regler og SKAL se alle superliga kampe.
Det var bare ligesom om den der tjære-kaffe stivnede i halsen på dem,
hver gang ordet rollespil kom frem. Uheldigvis for dem, der stod os
nær, var vi ret stædige, vedholdende og måske også en anelse ligeglade
med, hvad folk mente - for lege, det ville vi.
Selv vores egne forældre så på os med mistroiske øjne, og debatten
har da også genlydt livligt i vores små hjem, når vi gang på gang måtte
forsøge at sætte ord på, hvad det egentlig var ved rollespil, der var så
sjovt, at vi gad bruge så megen tid og energi på det. Vi lærte, at vi
skulle gå på den meget fine linje mellem leg og seriøsitet. Hver gang vi
valgte at afholde et arrangement, skulle vi være meget sikre på, at alle
formaliteter var i orden, for hvert eneste lille fejltrin, der skete, kunne
blæse sig op til en stor storm til skade for hele foreningen. Derfor var vi
meget opmærksomme på, at rollespil blev håndteret korrekt, og vi følte
os nødsaget til at tage afstand fra de hændelser og personer, der kunne
skade rollespillets renommé.
At møde forældre og lokale, der betragtede rollespil som djævelens
værk og som noget, der skadede de unge, var ikke ukendt for os.
Heldigvis var vi meget overbevisende, og vi fik da også lov til at skyde
en film i Nors kirke om middelalderen og pesten, samt komme på
besøg i den lokale Indre Mission for at fortælle om rollespil.
Da vi først og fremmest var en venneflok, og Gittes brødre Carsten
og Casper også meldte sig under fanerne, var presset så stort, at
omgivelserne til slut måtte bøje sig. Der måtte vel være noget om det,
når der var flere, der syntes det var sjovt!
Via PR-arrangementer den ene weekend efter den anden –
sommerferieaktiviteter, børnefødselsdage, Trim-dage på skoler,
specialdage på gymnasier og aktiviteter på biblioteker - blev det vores
mål at bane vejen for de rollespillere, der skulle tage over efter os.
Det er som at sejle mod strømmen i en utæt kano i blæsevejr med en
knækket pagaj at banke en smule fornuft ind i stædige Thyboer, men
lidt efter lidt måtte de indrømme, at det nok ikke var så slemt alligevel.
Det lykkedes os endda at overbevise den mor, der ikke ville sende sin
søn til live, fordi vi sikkert ville stjæle hans madpakke og de forældre,
der ikke ville lade deres 12-årige datter sove i skoven, fordi der var for
mange han-køn tilstede, som sikkert ikke kunne stå for hendes røde
lokker.
Hen ad 2002, efter en saltvandsindsprøjtning fra en uventet men
kærkommen kant, vendte vi langsomt men sikkert skuden, og da
kommunen, forældrene, skovtrolden og lokalsamfundet havde vænnet
sig til at se underligt klædte mennesker malet i mange farver og havde
forstået at vi også er Thyboer, der ikke giver op, men bliver ved, selv
når der er en hård kuling fra nordvest og vi nærmest står i havvand til
knæene, fik vi endelig vores egen lille anerkendte plads på det lokale
landkort.
Vi fik meninger og holdninger og var ikke bange for at sige, hvad vi
mente. Det er noget, man ikke ofte ser mellem støvede lokalpolitikere
og landmænd hér på egnen: Unge mennesker med ideer – fy da føj!
Men snart banede vi vejen for ideer, vi greb fat i unge mennesker, der
ellers ofte faldt gennem andre foreningers net. Vi red på bølgen og
selvom det måske virker som at tage museskridt, var det for os store
ting at få en medlemsskare på 50 samt et spillergrundlag på 80 i 2002
og 2003.
124 125