Claus Raasted præsenterer - Rollespilsakademiet

Man kan vel undre sig over, hvordan det lykkedes os at fortsætte denne
hobby, selvom vi begge læste i Skive og de fleste i bestyrelsen stille og
roligt fordrev til andre jagtmarker i store byer eller i den vide verden,
men måske er det igen stædigheden og lysten til at holde fast, når man
finder noget, der er godt for en. Vi brugte mange lange nætter på at
diskutere plots eller nye tiltag i foreningen. Det at være sammen om
at brænde for noget, at tage initiativer og at føle entusiasmens sus, når
ideerne bare sprudlede frem holdt os i gang.
Vi blev høje af at arrangere og vi blev høje af at spille. At se andre
dreje sig selv af led, om ikke andet så metaforisk, når de blev sat i en
spilmæssigt svær situation eller at spille sig ud på kanten, hvor man ved,
at hvis dette ikke bliver gjort rigtigt, så fejler det groft – det var et sus,
som ingen rusmidler kunne hamle op med. Som tiden gik, begyndte vi
at oplære spillere, der startede i Anduien som små, søde vårskud og til
sidst sprang ud i fuldt flor til større scenarier andre steder i landet. Vi
nød hvert øjeblik, også da de første tegn på regn viste sig. Vi var bare
ikke klar over, at det ville ende med en syndflod.
***
At stå ryg mod ryg
Det var rigtig positivt at opleve, at vore spillere drog ud i den store
verden. Vi havde for travlt med at styre tingene i foreningen til selv
at tage af sted, men det blev dog til et enkelt visit til Knudepunkt i
København og et par andre scenarier rundt om i landet. Vi arbejdede
meget tæt sammen med vores søsterforening Mølf på Mors og forsøgte
af flere omgange at lave et regionsråd sammen med dem. Dengang
kaldte vi det et fællesråd, hvor vi besluttede retningslinjer og hjalp
hinanden med de sværere beslutninger, der kan være i bestyrelser.
Vi oplevede mange spillere, der krydsede grænsen mellem Thy og
Mors for at spille begge steder, men vi oplevede også, at der over meget
kort afstand kan være en næsten uoverskuelig forskellighed. Vi havde
mange gode venner derovre, men vi var også meget uenige i måden at
se verden på.
Denne forskellighed kom for alvor til udtryk, da en flok mennesker
i storbyen fandt vores billeder uhyre morsomme, på en for os meget
uhensigtsmæssig måde. Flere spillere og arrangører blev gjort til nar
på et åbent forum. Dette kunne man have valgt at grine af, selvom
om flere følte sig krænkede og andre ikke ville fotograferes til vores
arrangementer. Vi kunne have valgt bare at acceptere, at nogen, på en
ret ubehagelig måde, ville sætte sig til dommer over, hvordan man skal
se ud eller, hvordan man skal klæde sig.
Pludselig var det som om, vores lille hyggelige leg i baghaven blev sat
under lup og gjort latterlig. Problemet er som sådan ikke, at nogen
sidder og gnægger i et fedtet skæg, men i et ret lille miljø, som
rollespilsmiljøet er, har mange mennesker flere kasketter og deres
meninger og holdninger ét sted vil også kendetegne dem, når de
befinder sig i en anden arena.
For os, der i flere år havde måttet kæmpe mod fordomme fra folk, der
ikke forstod, hvad der var så fantastisk ved rollespil, var det et slag i
ansigtet at blive angrebet af vore egne. Vi følte os stukket i ryggen af
dem, der netop burde forstå, hvor svært det kan være at være ny på sit
felt. At være pioner og at kæmpe for at få lov til at være den, man er. Vi
kunne simpelthen ikke bare tie stille, for det ville stride mod alt, vi stod
for. Det kostede foreningen et godt forhold til Mølf og for os personligt
kostede det venner. Vi oplevede dog at blive lyttet til, da vi råbte vagt
i gevær, men set med vore øjne burde det ikke slet ikke have været et
problem i første omgang.
Det virkede som et lavineskred i foreningen og det er endnu den dag i
dag en gåde for os, hvordan negativitet i så rivende en fart kan sprede
sig som en løbeild og sætte alt i hadske flammer. Før vi havde set os
om, var det overalt – sure miner af den ene eller den anden grund,
bedrevidenhed og mangel på respekt for hinanden og for det arbejde,
folk lagde i foreningerne. Vi kunne bare stå og se til, hvordan flere
dygtige spilmestre og fantastiske spillere forlod foreningen, fordi de
var blevet ramt af giftige pile eller hvordan spillere, som før havde nydt
at deltage, pludseligt deltog mere for at brokke sig og være tvære.
126 127