Læs udvalgets rapport - Social

I det danske system er der aktiveringskrav knyttet til modtagelse af kontanthjælp (matchgrupper osv.),
hvilket kan siges at have det duale formål både at medvirke til, at modtagere kommer tilbage i arbejde og
at undgå overudnyttelse af sociale ydelser. Aktiveringskravene kan således i et vist omfang modvirke de
negative konsekvenser af beskedne økonomiske incitamenter til at være selvforsørgende. I princippet kan
incitamenterne til arbejde opretholdes ved tilstrækkeligt restriktive aktiveringskrav, men i praksis er dette
ikke muligt, da sådanne aktiveringskrav vil støde mod opfattelsen af, hvad der er en rimelig og anstændig
behandling af mennesker (ikke mindst da der her er tale om en udsat gruppe).
Systemet af sociale ydelser kan betegnes som den passive del af socialpolitikken i den forstand, at problemer
opfanges af det sociale sikkerhedsnet, og at det har det formål at sikre alle en rimelig materiel levestandard
(forsikring mod indkomstbortfald). Imidlertid er det lige så afgørende, hvilke initiativer der tages for at
løse de problemer – eller undgå at de opstår – der leder til en manglende evne til selvforsørgelse. Dette har
2 vigtige dimensioner, hvor den ene er at gøre perioden så kort som mulig for de pågældende via initiativer
og tiltag rettet mod at løse de underliggende problemer. Den anden har et dynamisk perspektiv med fokus
på at mindske tilstrømning til en situation med risiko for fattigdom ved at sikre flest muligt en uddannelse
og kvalifikationer, der sikrer et godt fodfæste på arbejdsmarkedet. I denne sammenhæng spiller uddannelse
en afgørende betydning i forhold til betydningen af den sociale arv.
2.5 Fattigdomsgrænser og socialpolitikken
Velfærdssamfundet har implicitte fattigdomsgrænser og forståelser, og det er et spørgsmål, om den social-
og fordelingspolitiske indsats kan gøres bedre og mere effektfuld, såfremt den tager udgangspunkt i eksplicit
formulerede fattigdomsgrænser eller indikatorer. Det er interessant at notere, at ingen af de nordiske
lande har eksplicitte fattigdomsgrænser, jf. kapitel 9. Det er ikke ensbetydende med, at fattigdomsspørgsmålet
ikke har en central rolle for social- og fordelingspolitikken, men disse hensyn har været varetaget
uden at have eksplicitte grænser. Man kan således spørge, hvilke fordele der kan være forbundet med at
fastlægge eksplicitte grænser.
En fordel ved grænser for fattigdom er, at de kan være med til at skabe større synlighed omkring fattigdomsproblemer
og dermed også styrke den politiske indsats. Af udvalgets kommissorium fremgår det klart, at et
væsentligt formål med en fastlæggelse af en fattigdomsgrænse er en mere klar identifikation af problemer,
hvor der er behov for en indsats.
En fattigdomsgrænse kan benyttes til at identificere særligt udsatte grupper og dermed bidrage til at
målrette politiske tiltag, der kan afhjælpe en situation med manglende ressourcer (Udvalgets Kommissorium).
Endvidere
Sigtet er et bedre grundlag for at følge den faktiske udvikling, herunder især udviklingen i antallet af
børn, der lever i fattigdom, og mennesker, der lever i langvarig fattigdom (Udvalgets Kommissorium).
Af Regeringsgrundlaget (2011) fremgår det, at formålet er monitorering, men også en systematisk vurdering
af udviklingen ud fra kvantitative mål for at kunne vurdere politikken og gøre et politisk ansvar gældende.
Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder. Derfor vil regeringen
opstille en plan med konkrete mål og indsatser for de mest sårbare og udsatte grupper, som skal understøtte,
at den socialpolitiske indsats hele tiden forfølger disse mål (Regeringsgrundlaget, 2011: 47).
EN DANSK FATTIGDOMSGRÆNSE – ANALYSER OG FORSLAG TIL OPGØRELSESMETODER l 37