Læs udvalgets rapport - Social

Antallet af personer med en disponibel indkomst under denne grænse anses for at være fattige. OECD benytter
ofte en grænse på 50 pct. under medianindkomsten, mens EU ofte benytter en grænse på 60 pct. EU
benytter imidlertid her betegnelsen “risiko for fattigdom” for at understrege, at der er usikkerhed forbundet
med at konkludere ud fra denne grænse, om en person med en lav indkomst i ét år reelt er fattig. Heri ligger,
at man ikke alene på baggrund af indkomst kan definere folk som fattige, men at lav indkomst kan gøre mennesker
udsatte for at ende i fattigdom. Økonomi- og Indenrigsministeriet, Det Økonomiske Råd, EU, OECD
samt flere andre benytter medianindkomstmetoden, og i danske undersøgelser anvendes oftest – i lighed
med OECD – 50 pct. af medianindkomsten som mål.
Grænser og indikatorer for fattigdom baseret på medianindkomstmetoden gør det muligt at opgøre antallet
af personer under en given kritisk grænse. Imidlertid er dette en meget summarisk måde at sammenfatte
fordelingen af forbrugsmuligheder på. Alle, der har en indtægt under grænsen, tælles som én gruppe af fattige
uanset afstanden til grænsen. Dette kan give fortolkningsproblemer, da de sociale implikationer kan
være meget forskellige afhængigt af, om de fleste har en indkomst lige under grænsen, eller om en stor
andel har indkomster væsentligt under grænsen, jf. boks 3.2. Derfor suppleres opgørelser af antal personer
i relativ fattigdom undertiden med en opgørelse af indkomstgabet for gruppen – dvs. forskellen mellem
gennemsnitsindkomsten for gruppen under grænsen og en grænse på 50 eller 60 pct. af medianindkomsten
(se fx Eurostat, 2013).
Det hævdes undertiden, at en relativ fattigdomsgrænse som fx fastlagt ved medianindkomstmetoden uvilkårligt
implicerer, at der altid er fattige i et samfund, uanset hvor velstående samfundet er. Det er korrekt,
at der i en relativ grænse ligger, at indkomstgrænsen løbende ændres i takt med generelle ændringer i indkomster
og dermed forbrugsmuligheder og levevilkår i samfundet. Social inklusion implicerer en sådan relativitet,
jf. kapitel 2. Det er imidlertid ikke korrekt, at den en fattigdomsgrænse baseret på medianindkomstmetoden
implicerer, at der altid vil være fattige. Hvis ”halen” af indkomstfordelingen bliver mere tynd, er
det ensbetydende med færre fattige, når den kritiske grænse ligger under medianindkomsten (se boks 3.1) 24 .
Et væsentligt fortolkningsproblem ved medianindkomstmetoden er, at metoden ikke siger noget om årsagerne
til eller konsekvenserne af lav indkomst, eller hvorvidt det er en frivillig eller ufrivillig situation. Som
diskuteret i kapitel 2 er denne sondring helt afgørende, og en simpel opgørelse baseret på registrerede indkomster
i et enkelt år fanger ikke denne distinktion. Metoden tager heller ikke stilling til de faktiske levevilkår,
som forskellige personer kan få for samme indtægt. Det kan fx afhænge af alder, hvor man bor eller
helbred, jf. kapitel 2.
Internationale sammenligninger af fattigdom benytter ofte medianindkomstmetoden, jf. OECD og EU. Men
sådanne internationale sammenligninger af fattigdom kan ofte være misvisende, da metoden ikke tager
højde for institutionelle forskelle mellem lande. Der kan være store forskelle i betydningen af det civile samfund
og indretningen af velfærdssamfundet i forhold til adgangen til offentlig service, som fx sundhed, uddannelse
og ældreomsorg. Således spiller adgangen til offentlige velfærdstjenester som sundhed og undervisning
en stor betydning i de nordiske lande, mens en større grad af dette er egenfinansieret i andre lande
(se fx Aaberge m.fl., 2010, Paulus m.fl., 2009 og kapitel 4).
24 Fordelingen af livsindkomster er mere koncentreret end fordelingen af årsindkomst, og med en kritisk grænse på 50 pct. vil
der ikke være fattige opgjort på basis af livsindkomster, jf. kapitel 4.
44 l EN DANSK FATTIGDOMSGRÆNSE – ANALYSER OG FORSLAG TIL OPGØRELSESMETODER