Læs udvalgets rapport - Social

Formulering af eksplicitte grænser for fattigdom har således både en monitorerings- og ansvarlighedsfunktion
22 . En fattigdomsgrænse fastsat ved en eller flere indikatorer til vurdering af den økonomisk og socialpolitiske
situation vil styrke mulighederne for proaktivt at hjælpe folk ud af fattigdom. Grænserne og indikatorerne
er således både med til at identificere, hvor en særlig indsats er påkrævet, men også til at skabe
politisk synlighed og dermed øge fokus på området og skabe et bedre grundlag for at gøre politisk ansvarlighed
gældende i forhold til at opnå forbedringer på området.
Der kan være en vis modvilje mod at opstille kvantitative målsætninger på det sociale politiske område ud
fra den betragtning, at der er tale om komplicerede og kvalitative forhold og dermed målsætninger, der kun
vanskeligt kan kvantificeres. At noget er svært at måle, er ikke i sig selv et argument for ikke at gøre det, og
der er mange eksempler på politikområder, hvor måling er forbundet med store vanskeligheder, og hvor det
alligevel spiller en central rolle politisk (bruttonationalprodukt vs. velfærd, strukturel ledighed, strukturel
budgetsaldo osv.). Vanskelighederne ved at kvantificere løses ikke ved at afstå fra en sådan kvantificering,
men ved at være opmærksom på måleproblemerne og ved at stille store krav til både formuleringen af de
kvantitative mål og tolkningen heraf.
Overordnede målsætninger knyttet til mindskelse af fattigdom må operationaliseres ved konkrete og klart
definerede mellemmål. Disse mellemmål vil i den konkrete sammenhæng være fattigdomsgrænser eller indikatorer.
For at sådanne mellemmål kan opfylde både monitorerings- og ansvarlighedsopgaverne, gælder
der en række krav:
• Grænserne/indikatorerne skal være veldefinerede, relativt nemme at opgøre, og det skal ske regelmæssigt.
• Der skal være en klar relation mellem politik (instrumenter) og målvariable.
• Antallet af grænser/indikatorer skal være begrænset.
Grænserne/indikatorerne skal have en umiddelbar og direkte relation til det overordnede problem for dermed
at sikre forståelse og legitimitet. Det er vigtigt, at grænserne/indikatorerne er formuleret i form af størrelser,
der er veldefinerede og relativt nemt kan opgøres (reproducerbar for tredjepart). Hvis der løbende er
diskussion om, hvad der faktisk måles, og hvordan dette er relateret til de egentlige politikmål, eller der er
statistiske problemer ved målinger, vil man underminere hele ideen med at have sådanne grænser/indikatorer.
Det er vigtigt, at udviklingen kan følges regelmæssigt.
Grænserne/indikatorerne bør også i videst muligt omfang være tæt knyttet til politikinstrumenter. Hvis der
er meget lang afstand mellem grænser/indikatorer og instrumenter, er det svært at tage stilling til, om politikken
har den rigtige indretning og når de opstillede mål. Der vil løbende være en diskussion om, hvorvidt
udviklingen ud fra grænserne/indikatorerne skyldes politiske tiltag (eller mangel herpå) eller andre forhold
uden for politisk kontrol. En upræcis sammenhæng kan give anledning til politisk slør, hvor bevægelser i den
rigtige retning tilskrives politiske initiativer, mens bevægelser i uheldig retning tilskrives andre og udefrakommende
faktorer (kontrol vs. ikke-kontrol).
Endelig bør antallet af grænser/indikatorer ikke være for stort. Med et stort antal kan det være svært at sikre
politisk ansvarlighed, da der med en vis sandsynlighed vil være nogle mål, der udvikler sig positivt, mens
andre udvikler sig negativt. Med mange grænser/indikatorer vil der være en risiko for politisk shopping, hvor
man alene fremhæver de mellemmål, hvor udviklingen har været gunstig (moving the goalposts).
22 Se fx Marlier & Atkinson (2010) for en diskussion.
38 l EN DANSK FATTIGDOMSGRÆNSE – ANALYSER OG FORSLAG TIL OPGØRELSESMETODER