Bind 4 - Oktober

102 V. I. LENIN
for så vil bourgeoisiet med sikkerhed svigte, og revolutionens
slagkraft derved blive svagere!
De første siger: driv revolutionen fremad, helt igennem,
på trods af det inkonsekvente bourgeoisis modstand eller
passivitet.
De andre siger: tænk ikke på selvstændigt at føre revolutionen
helt igennem, for så vil det inkonsekvente bourgeoisi
svigte den.
Har vi måske ikke to diametralt modsatte veje for os her?
Er det måske ikke indlysende, at den ene taktik ubetinget
udelukker den anden? At den første taktik er den eneste
rigtige taktik for det revolutionære socialdemokrati, mens
den anden i sit væsen er en rent osvobosjdentsisk taktik?
13. Slutning. Vover vi at sejre?
Folk, der har et overfladisk kendskab til sagernes stilling i
det russiske socialdemokrati eller bedømmer den udefra
og ikke kender hele vor indre partikamps historie siden
økonomismens dage, affærdiger ofte også de taktiske
uoverensstemmelser, der har manifesteret sig nu, især efter
den 3. kongres, med en simpel henvisning til to naturlige,
uundgåelige og fuldt ud forenelige tendenser i enhver
socialdemokratisk bevægelse. På den ene side, siger man,
understreger man stærkere det sædvanlige, løbende, daglige
arbejde, nødvendigheden af at udvikle propaganda og
agitation, forberede kræfter, uddybe bevægelsen osv. På
den anden side understreger man bevægelsens almentpolitiske,
revolutionære kampopgaver, påviser nødvendigheden
af væbnet opstand og opstiller parolerne: revolutionær-demokratisk
diktatur, provisorisk revolutionær regering.
Man må hverken overdrive den ene eller den anden side.
Hverken her eller der (som overhovedet ingen steder i
verden) er yderligheder af det gode osv., osv.
De billige argumenter, der hentes fra godtkøbs (og »politisk«
) visdom og utvivlsomt findes i sådanne betragtninger,
dækker imidlertid alt for ofte over manglende forståelse
af partiets aMuelle og brændende behov. Tag de
nuværende taktiske divergenser mellem de russiske socialdemokrater.
Det er indlysende, at den forstærkede under-