Bind 4 - Oktober

58
V. I. LENIN
tydning. Endnu mindre mærkes hos dem nogen forståelse
af dette begrebs klasseindhold. Vi marxister bør dog ikke
på nogen måde lade os forlokke af ordene: »revolutionen«
eller »den store russiske revolution«, som mange revolutionære
demokrater (i lighed med Gapon) nu gør. Vi må nøje
gøre os klart, hvilke bestemte, reelle samfundskræfter der
gør front mod »tsarismen« (det er en kraft, der er helt reel
og helt forståelig for alle), og som kan vinde »afgørende
sejr« over den. En sådan kraft kan ikke være storbourgeoisiet,
godsejerne, fabrikanterne, »det gode selskab«, der følger
osvobosjdentserne. Vi ser, at de end ikke ønsker en afgørende
sejr. Vi ved, at de ifølge deres klassestilling ikke er
i stand til en afgørende kamp mod tsarismen: den private
ejendom, kapital, jord er en alt for tung klods om benene
til, at de kan gå ud i den afgørende kamp. De har alt for
meget brug for tsarismen med dens politi, bureaukrati og
militære styrker mod proletariatet og bønderne til, at de
kan stræbe efter at tilintetgøre tsarismen. Nej, den kraft,
der er i stand til at vinde den »afgørende sejr over tsarismen«,
kan kun være folket, dvs. proletariatet og bønderne,
hvis man tager de vigtigste, store kræfter og fordeler småborgerskabet
(også »folket«) i by og på land mellem de to.
»Revolutionens afgørende sejr over tsarismen« er proletariatets
og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur.
Vore nyiskrister kan ikke slippe bort fra denne konklusion,
der for længst er påpeget af Vperjod. Der findes ingen
andre, der kan vinde den afgørende sejr over tsarismen.
Og en sådan sejr bliver netop et diktatur, dvs, det må
uundgåeligt støtte sig til militær magt, til de bevæbnede
masser, til opstanden og ikke til institutioner af den ene eller
anden art, som er skabt ad »legal« og »fredelig vej«. Det
kan kun blive et diktatur, for gennemførelsen af de omdannelser,
som øjeblikkelig og ubetinget er nødvendige for
proletariatet og bønderne, vil fremkalde godsejernes, storbourgeoisiets
og tsarismens desperate modstand. Uden et
diktatur er det umuligt at knuse denne modstand og slå
kontrarevolutionære anslag tilbage. Men det vil naturligvis
ikke blive et socialistisk, men et demokratisk diktatur. Det
kan ikke rokke ved kapitalismens grundlag (uden en hel
række mellemtrin i den revolutionære udvikling). I bedste
fald kan det føre til en radikal nyfordeling af jordbesiddelsen
til fordel for bønderne, gennemføre en konsekvent og