Bind 4 - Oktober

108
V. I. LENIN
man må reducere proletariatets demokratiske opgaver til
det borgerlige mådeholds niveau og ikke overskride den
grænse, uden for hvilken »bourgeoisiet svigter«. Under påskud
af at uddybe arbejdet, under påskud af at værne arbejdernes
selvvirksomhed og den rene klassepolitik, lagde
økonomisterne i virkeligheden arbejderklassens skæbne i
de liberalt-borgerlige politikeres hænder, de førte nemlig
partiet ad en vej, som objektivt betød netop dette. Under de
selvsamme påskud forråder nyiskristerne i virkeligheden
proletariatets interesser i den demokratiske revolution til
bourgeoisiet, de fører nemlig partiet ad en vej, som objektivt
betyder netop dette. Økonomisterne syntes, at førerskabet
i den politiske kamp ikke var socialdemokraternes
sag, men egentlig de liberales sag. Nyiskristerne synes, at
den aktive gennemførelse af en demokratisk revolution
ikke er socialdemokraternes sag, men egentlig det demokratiske
bourgeoisis sag, for proletariatets ledelse og førende
deltagelse vil »svække« revolutionens »slagkraft«.
Kort sagt, nyiskristerne er økonomismens epigoner ikke
blot ifølge deres tilblivelse på partiets 2. kongres, men også
ifølge den måde, hvorpå de nu stiller proletariatets taktiske
opgaver i den demokratiske revolution. Her har man
også den intellektuelt-opportunistiske fløj af partiet. I organisationen
debuterede den med de intellektuelles anarkistiske
individualisme og sluttede med »desorganisationen
som proces«, idet den i de »statutter«, konferencen
vedtog, stadfæstede litteraturens løsrivelse fra partiorganisationen,
en valgmåde, som ikke var direkte, men
næsten firedobbelt indirekte, et system af bonapartiske
plebiscitter (48) i stedet for demokratisk repræsentation og
endelig princippet om »overenskomst« mellem delen og
helheden. I partitaktikken er de kommet ind på samme
skråplan. I »planen for semstvokampagnen« erklærede de
det for »den højeste type demonstration« at holde tale til
semstvo-forsamlingen, idet de på den politiske scene kun
fandt to aktive kræfter (på tærskelen til den 9. januar!) —
regeringen og det borgerlige demokrati. Den presserende
opgave med bevæbningen »uddybede« de ved at vrage den
direkte og praktiske parole og i stedet appellere til at bevæbne
folket med en brændende trang til selvbevæbning.
Den væbnede opstands, den provisoriske regerings og det
revolutionær-dem okratiske diktaturs opgaver har de nu