Bind 4 - Oktober

68
V. I. LENIN
langt mere tilfreds med hr. Struve: Jeg kan ikke ønske mig
nogen bedre forbundsfælle i kampen mod nyiskristerne,
der genopliver økonomismen, og mod de socialrevolutionæres
fuldkomne principløshed. På hvilken måde hr.
Struve og Osvobosjdenije praktisk har bevist, at de »rettelser«
til marxismen, der er indføjet i udkastet til de socialrevolutionæres
program, er bundreaktionære, det skal vi
komme tilbage til ved en anden lejlighed. Hvorledes hr.
Struve, hver gang han principielt har sagt god for nyiskristerne,
har gjort mig en sand, ærlig og virkelig tjeneste,
det har vi gentagne gange* talt om, og vi vil nu tale om det
en gang til.
I hr. Struves artikel er der en hel række yderst interessante
udtalelser, som vi har kun løseligt kan berøre. Han
sætter sig for at »skabe et russisk demokrati ved at støtte
sig ikke til kamp, men til samarbejde mellem klasserne«,
hvorved »den socialt-privilegerede intelligens« (som f.eks.
den »kultiverede adel«, som hr. Struve bukker og skraber
for med en virkelig ver dens...-lakaj s elegance) vil tilføre
*) Lad os rninde læseren om, at artiklen (af Plekhanov. — Red.) »Hvad må der
ikke gøres?« (nr. 52 af Iskra) blev hilst af Osvobosjdenije med piber og trommer
som »en betydningsfuld vending« til eftergivenhed over for opportunisterne. I en
notits om splittelse blandt de russiske socialdemokrater har Osvobosjdenije specielt
godkendt nyiskrismens principielle tendenser. I anledning af Trotskijs brochure
»Vore politiske opgaver« har Osvobosjdenije påpeget, at denne forfatters
ideer er identisk med dem, som Rabotjeje Delo-folkene Kritjevskij, Martynov og
Akimov i sin tid skrev og talte om (se flyvebladet »En tjenstivrig liberal« udgivet
af Vperjod) (Samlede Værker, 5. udg., bd. 9, s. 71 f. — Red.). Osvobosjdenije hilste
Martynovs brochure om to diktaturer (sml. bemærkningen i Vperjod nr. 9)
(Samme sted, s. 307 f. — Red.) Endelig er Starovers forsinkede beklagelser i
anledning af det gamle Iskras (31) gamle parole: »Først afgrænse sig fra
hverandre, og så forenes« blevet hilst af Osvobosjdenije med særlig sympati.
ne, som om jeg var død. Jeg behøver blot at tilkaste hr. Struve en udfordring, han
vil aldrig kunne tage den op. Hvor og hvornår har jeg kaldt »Bebels og Kautskys
revolutionisme« for opportunisme? Hvor og hvomår har jeg forsøgt at skabe nogen
som helst særlig retning i det internationale socialdemokrati, der ikke var
identisk med Bebels og Kautskys retning? Hvor og hvornår har der åbenbaret sig
meningsforskelle mellem mig på den ene side og Bebel og Kautsky på den anden —
meningsforskelle, der i betydning blot nogenlunde kan sammenlignes med meningsforskellene
mellem Bebel og Kautsky, f. eks. i Breslau om agrarspørgsmålet?
(30). Lad hr. Struve prøve at besvare disse tre spørgsmål.
Og til læserne vil vi sige følgende. Det liberale bourgeoisi benytter overalt og
altid den trakfik at forsikre sine meningsfæller i det givne land om, at socialdemokraterne
i det er de mest ufornuftige, mens deres kammerater i nabostaten
er »artige drenge«. Det tyske bourgeoisi har hundrede gange stillet de
»artige drenge«, de franske socialister, op som et lærerigt eksempel for Bebel og
Kautsky. Det franske bourgeoisi har for ganske nylig stillet den »artige dreng«
Bebel op som et lærerigt eksempel for de franske socialister. Det er en gammel
metode, hr. Struve! De fanger kun børn og ignoranter med den mading. Det
internationale revolutionære socialdemokratis fulde solidaritet i alle programmets
og taktikkens store spørgsmål, er ganske uomtvistelig.