Bind 4 - Oktober

TO SLAGS TAKTIK 69
dette »klasseløse« parti sin »sociale stillings vægt« (pengesækkens
vægt). Hr. Struve udtaler ønske om at gøre ungdommen
bekendt med uholdbarheden i »den radikale vanesnak
om, at bourgeoisiet er blevet bange og har solgt proletariatet
og frihedens sag« (af hele vort hjerte hilser vi dette
ønske. Intet bekræfter i den grad denne marxistiske »vanesnak«
som hr. Struves krig mod den. Vær så god, hr.
Struve, gem ikke Deres storslåede plan i dragkisten!).
Det er vigtigt for vort tema at fremhæve, hvilke praktiske
paroler denne talsmand for det russiske bourgeoisi bekriger
på nuværende tidspunkt, også fordi han besidder så
megen politisk tæft og reagerer på selv den ringeste forandring
i vejret. For det første bekriger han den republikanske
parole. Hr. Struve er fast overbevist om, at
denne parole er »uforståelig og fremmed for folkemasserne«
(han glemmer at tilføje: forståelig, men ikke fordelagtig
for bourgeoisiet!). Vi ville gerne se, hvilket svar hr.
Struve ville få af arbejderne i vore grupper og på vore
massemøder! Eller er arbejderne ikke folket? Og bønderne?
Flos dem findes, med hr. Struves ord, en »naiv republikanisme«
(»jag tsaren væk«), — men det liberale bourgeoisi
stoler på, at den naive republikanisme vil blive efterfulgt
ikke af en bevidst republikanisme, men af en bevidst
monarkisme! Ca depend, hr. Struve, det afhænger endnu
af omstændighederne. Hverken tsarismen eller bourgeoisiet
kan afstå fra at modarbejde en grundlæggnede forbedring
af bøndernes stilling på bekostning af godsejerjorden,
hvorimod arbejderklassen ikke kan afstå fra at yde bønderne
bistand dertil.
For det andet forsikrer hr. Struve, at »i en borgerkrig er
det altid den angribende, der har uret«. Denne idé nærmer
sig stærkt til de ovenfor påviste tendenser i nyiskrismen.
Vi vil naturligvis ikke sige, at det altid skulle være fordelagtigt
at angribe i en borgerkrig, nej, undertiden er en forsvars
taktik for en tid uomgængelig. Men at opstille en
sådan påstand, som hr. Struve har gjort, til anvendelse på
Rusland i 1905, vil netop sige at servere en stump »radikal
vanesnak« (»bourgeoisiet bliver bange og sælger frihedens
sag«). Den, der ikke nu vil angribe selvherskerdømmet,
reaktionen, den, der ikke forbereder sig til dette angreb,
den, der ikke agiterer for det — han bærer forgæves navn af
revolutionens tilhænger.