Bind 4 - Oktober

PARTIMÆSSIG ORGANISATION 173
krati, af proletariatets internationale frivillige sammenslutninger.
Proletariatet optager til stadighed i sine partier
elementer og strømninger, som ikke er fuldt konsekvente,
ikke helt rent marxistiske, ikke ganske rigtige, og
foretager ligeledes til stadighed periodiske »rensninger« af
sine partier. Sådan vil det også blive hos os, mine herrer
tilhængere af den borgerlige »frihed til kritik«, inden for
partiet, nu er vort parti med ét slag blevet et masseparti,
nu oplever vi en brat overgang til en åbent virkende organisation,
nu vil der uvægerligt komme mange inkonsekvente
(fra et marxistisk synspunkt inkonsekvente) mennesker,
måske endda nogle kristne, måske endda nogle mystikere
til os. Vi har stærke maver, vi er hærdede marxister. Vi vil
kunne fordøje disse inkonsekvente folk. Tankefrihed og frihed
til kritik inden for partiet vil aldrig få os til at glemme
menneskenes frihed til at gruppere sig i de frivillige sammenslutninger,
der kaldes partier.
For det andet, mine herrer borgerlige individualister,
må vi sige Dem, at Deres taler om absolut frihed er hykleri
helt igennem. I et samfund, der grunder sig på pengenes
magt, i et samfund, hvor de arbejdendes store masser lider
nød, mens en håndfuld rige folk lever et snylterliv, kan der
ikke være nogen reel og virkelig »frihed«. Ér De måske fri
fra deres borgerlige forlæggere, hr. forfatter? Fra Deres
borgerlige publikum, som forlanger, at De skal levere pornografi
på lærred og i rammer (4), prostitution som »supplement«
til den »hellige« sceniske kunst? Denne absolutte
frihed er jo en borgerlig eller anarkistisk frase (for som
verdensanskuelse er anarkismen borgerlighed på vrangen).
At leve i et samfund og være fri fra samfundet lader
sig ikke gøre. Den borgerlige forfatters, kunstners, skuespillerindes
frihed er kun en maskeret (eller hyklerisk
maskerlig) afhængighed af pengesækken, af bestikkelsen,
af underholdet.
Og vi socialister afslører dette hykleri, vi river de falske
skilte ned — ikke for at få en litteratur og kunst uden klassepræg
(dette vil først være muligt i et socialistisk samfund,
som er kommet ud over klasserne), men for at konfrontere
den hyklerisk frie, men i virkeligheden borgerligt
bundne litteratur med en virkelig fri litteratur, der åbent
er knyttet til proletariatet.
Det vil være en fri litteratur, fordi ikke egoisme og ikke