Bind 4 - Oktober

60
V. I. LENIN
dernes og bøndernes opstand er allerede begyndt, den er
splittet, spontan, svag, men den viser uimodsigeligt og absolut
tilstedeværelsen af kræfter, der er i stand til en afgørende
kamp, og som er på vej til en afgørende sejr.
Hvis disse kræfter ikke rækker til, — da vil det lykkes tsarismen
at afslutte en kohandel, som da også forberedes fra
to sider, dels af de herrer Bulygin'er og dels af de herrer
Struve'r. Da vil det ende med en beskåret forfatning eller
endog — i allerværste fald — med en parodi på en sådan.
Dette bliver også en »borgerlig revolution«, men det bliver
et misfoster, en abort, en vanskabning. Socialdemokratiet
gør sig ingen illusioner, det kender bourgeoisiets forræderiske
natur, det bliver ikke mismodigt og opgiver ikke sit
stædige, tålmodige, udholdende arbejde på den klassemæssige
opdragelse af proletariatet, hvor grå dagene end
bliver under en bor ger lig-konstitutionel »sjipovsk« lyksalighed:
Et sådant udfald ville mere eller mindre ligne udfaldet
af næsten alle demokratiske revolutioner i Europa i
det 19. århundrede, og vor partiudvikling måtte da slå ind
på den vanskelige, tunge og lange, men kendte og tiltrampede
sti.
Nu rejser der sig det spørgsmål, under hvilke af disse to
mulige udfald socialdemokratiet faktisk vil vise sig at stå
med bundne hænder mod det inkonsekvente og egennyttige
bourgeoisi, ja, faktisk vil blive »opløst« eller næsten opløst
i det borgerlige demokrati?
Blot man stiller dette spørgsmål klart, kan man uden et
øjebliks tøven besvare det.
Lykkes det bourgeoisiet at forpurre den russiske revolution
ved hjælp af en kohandel med tsarismen, da vil socialdemokratiet
faktisk komme til at stå med bundne hænder
over for det inkonsekvente bourgeoisi, da vil socialdemokratiet
vise sig at være »opløst« i det borgerlige demokrati i
den forstand, at det ikke lykkes proletariatet at sætte sit tydelige
stempel på revolutionen, ikke lykkes på proletarisk
vis eller, som Marx engang sagde, »på plebejisk vis« at
gøre op med tsarismen.
Hvis revolutionens afgørende sejr lykkes, da gør vi op
med tsarismen på jakobinsk vis eller, om man vil, på plebejisk
vis. »Hele den franske terrorisme, — skrev Marx i
det berømte Neue Rheinische Zeitung i 1848 — var intet
andet end den plebejiske metode til opgør med bourgeoisi-