Bind 4 - Oktober

146
V. I. LENIN
betyde jordens overgang til de små ejendomsbesiddende
bønders klasse, dér hvor den knægtende, feudale storgodsejendom
er fremherskende, hvor der endnu ikke er materielle
betingelser for socialistisk storproduktion, og det
kan også betyde nationalisering, under forudsætning af
den demokratiske revolutions fuldstændige sejr, og endelig
de store kapitalistiske ejendommes overdragelse til arbejderassociationer,
thi fra den demokratiske revolution vil vi
straks begynde at gå over til den socialistiske revolution,
og det netop så langt vore kræfter, det bevidste og organiserede
proletariats kræfter rækker. Vi går ind for uafbrudt
revolution. Vi vil ikke blive stående på halvvejen.
Når vi ikke lover, at vi straks og ufortøvet vil foretage alle
mulige »socialiseringer«, så skyldes det netop, at vi kender
de virkelige betingelser for denne opgaves løsning og ikke
udvisker, men afslører den nye klassekamp, der modnes i
bondebefolkningens dybe led.
Først støtter vi bonden i almindelighed mod godsejeren,
og det gør vi fuldt ud, med alle midler, indbefattet konfiskation,
og derefter (ja endda ikke derefter, men samtidig)
støtter vi proletariatet mod bonden i almindelighed. At
prøve på i dag at beregne, hvordan kombinationen af kræfterne
i bondebefolkningen vil være »dagen efter« revolutionen
(den demokratiske), er en ren utopi. Uden at kaste os
ud i eventyr, uden at svigte vor videnskabelige samvittighed,
uden at jage efter billig popularitet kan vi sige og siger
kun dette ene: vi vil af alle kræfter hjælpe alle bønder med
at gennemføre den demokratiske revolution, for at det skal
blive så meget lettere for os, proletariatets parti, så hurtigt
som muligt at gå over til en ny og højere opgave — til
den socialistiske revolution. Vi lover ikke, at nogen harmoni,
nogen udjævning, nogen »socialisering« vil resultere
af den nuværende bondeopstands sejr — tværtimod, vi
»lover« en ny kamp, en ny ulighed, en ny revolution, som vi
også stiler hen imod. Vor lære er ikke så »sød« som de
socialrevolutionæres fortællinger, men den, der kun
ønsker at få serveret søde drikke, han må gerne gå til de
socialrevolutionære, vi siger til den slags folk: rejs bare.
Dette marxistiske synspunkt løser efter vor opfattelse
også spørgsmålet om komiteerne. Efter vor mening bør
der ikke være socialdemokratiske bondekomiteer: hvis
komiteen er socialdemokratisk, er den altså ikke en ren