Bind 4 - Oktober

SOCIALDEMOKRATIETS STILLING 141
tilbageskridt med hensyn til et sådant brugs kapitalistiske udvikling.
Og efter vor mening burde vi som socialdemokrater tage et
forbehold i dette punkt om »støtte«: »hvis ekspropriationen af sådanne
jorder og deres overgang til bondens (småborgerlige) besiddelse
vil være en højere form for det givne landbrugs udvikling
på de givne jorder«.
Og videre: »§ d) At virke for en selvstændig organisering af
landproletariatet, for dets sammensmeltning med byproletariatet
under det socialdemokratiske partis fane, og for optagelse af dets
repræsentanter i bondekomiteerne«.
Der opstår tvivl med hensyn til den sidste del af denne paragraf.
Sagen er, at borgerlig-demokratiske organisationer som »Bondeforbundet«
og reaktionært-utopiske organisationer som de
socialrevolutionære under deres fane organiserer såvel bøndernes
borgerlige elementer som de proletariske. Sender vi vore repræsentanter
fra landproletariatets organisationer ind i sådanne
»bonde«komiteer, vil vi modsige os selv, vore anskuelser om
deltagelse i en blok osv.
Også her forekommer det os, at forbedringer, og meget grundige
forbedringer, er nødvendige.
Her er nogle almindelige bemærkninger til 3. kongres' resolutioner.
Det er ønskeligt at få dem analyseret så hurtigt og
så detaljeret som muligt.
Hvad angår planen om en »land«organisation i vor kredsorganisation,
så må vi arbejde under betingelser, som 3. kongres' resolutioner
slet ikke kommer ind på. Først må det bemærkes, at
vort virkefelt — Moskva-guvernementet og de nærliggende distrikter
af naboguvernementerne — fortrinsvis er områder med
egentlig industri og forholdsvis svagt udviklede hjemmeindustrivirksomheder,
mens en meget ubetydelig del af befolkningen udelukkende
beskæftiges i landbruget. Uhyre tekstilfabrikker med
10. —15.000 arbejdere hver veksler med små fabrikker på 500 —
1000 mand hver, spredt over afsides større og mindre landsbyer.
Det kunne se ud, som om socialdemokratiet under sådanne
betingelser her måtte finde en meget gunstig jordbund, men det
har vist sig i praksis, at sådanne overfladiske formodninger ikke
kan stå for kritik. Selv nu, hvor visse fabrikker har været i gang i
40—50 år, har det uhyre flertal af vort »proletariat« ikke skilt sig
fra jorden. »Landsbyen« har så stærkt et tag i det, at ingen af de
psykologiske og andre forudsætninger, der skabes i et »rent«
proletariat under det kollektive arbejde, udvikles hos vort proletariat.
Vore »proletarer«s landbrug er en slags krydsningsform.
En væver på en fabrik ansætter en landarbejder til at dyrke sin
stump jord. På samme stump jord arbejder hans kone, hvis hun
ikke er på fabrikken), børn, gamle og invalider, og han vil selv arbejde
på den, når han bliver gammel, kommer til skade eller