Bind 4 - Oktober

64
V. I. LENIN
Det er sådan, de russiske nyiskrister udlægger de ideer,
der senere manifesterer sig i den af os analyserede resolution.
Læg mærke til, at det er skrevet før Tsusima (28), da
Bulygins »projekt« endnu ikke havde set dagens lys. Selv de
liberale mistede tålmodigheden og udtrykte deres mistillid
i den legale presses spalter, men den nyiskristiske socialdemokrat
var mere godtroende end de liberale. Han erklærer,
at Semskij sobor »er ved at blive indkaldt«, og han stoler
i den grad på tsaren, at han foreslår at gøre denne
endnu ikke eksisterende Semskij sobor (og måske også en
»statsduma« eller en »rådgivende stænderforsamling«?)
til centret for vor virksomhed. Vor Tiflisborger, som er
mere åbenmundet og ligefrem end forfatterne til resolutionen,
der vedtoges på konferencen, sidestiller ikke de to
slags »taktik« (som han fremstiller med uforlignelig naivitet),
men erklærer, at den sidste er »mest fordelagtig«.
Hør blot:
»Denførste taktik. Som man ved, er den forestående revolution
borgerlig, dvs. den tilsigter en forandring af det nuværende system,
i hvilken (forandring) ikke blot proletariatet, men hele det
borgerlige samfund er interesseret. I opposition til regeringen
står alle klasser, selv kapitalisterne. Det kæmpende proletariat
og det kæmpende bourgeoisi går i en vis forstand sammen og angriber
sammen selvherskerdømmet fra forskellige sider. Regeringen
står her helt ene og berøvet samfundets sympati. Derfor
er det meget let at tilintetgøre den. Hele det russiske proletariat
er endnu ikke så bevidst og organiseret, at det alene kan gennemføre
revolutionen. Ja, hvis det var i stand til at gøre dette, ville det
ikke gennemføre en borgerlig, men en proletarisk (socialistisk)
revolution. Det vil altså være i vor interesse, at regeringen kommer
til at stå uden forbundsfæller, ikke kan splitte oppositionen,
ikke kan knytte bourgeoisiet til sig og ikke kan isolere proletariatet...«
Det skulle således være i proletariatets interesse, at den
tsaristiske regering ikke kunne splitte bourgeoisiet og proletariatet!
Mon det ikke er en fejltaglese, at det grusinske
organ kaldes for Social-demokraten og ikke for Osvobosjdenije?
Og læg mærke til den uforlignelige filosofi om den
demokratiske revolution! Ser vi da ikke her med vore egne
øjne, hvordan den arme Tiflisborger er ført helt på afveje
af den ræsonnerende khvostistiske udlægning af begrebet
»borgerlig revolution«? Han drøfter spørgsmålet om proletariatets
mulige isolering i den demokratiske omvælt-