Bind 4 - Oktober

80
V. I. LENIN
stisk deltagelse i en provisorisk revolutionær regering
sammen med småborgerskabet er forræderi mod arbejderklassen,
kastet over bord af konferencen, hvad Vperjod
bestræbte sig for at opnå (36). »Forræderi« ophører ikke
med at være forræderi, fordi den til grund liggende handling
er delvis, episodisk, lokal osv. Dermed er sidestillingen
af deltagelse i en provisorisk revolutionær regering
med den vulgære jaurésisme kastet over bord af konferencen,
hvad Vperjod bestræbte sig for at opnå. En regering
ophører ikke med at være en regering, fordi dens magt
ikke udstrækker sig til mange byer, men kun til én by, ikke
til mange egne, men kun til én, så lidt som det afhænger af,
hvilket navn man giver denne regering. Således er den
principielle problemstilling, som det nye Iskra forsøgte at
give, forladt af konferencen.
Lad os nu se, om de begrænsninger, som konferencen opstiller
for den nu principielt tilladelige dannelse af revolutionære
regeringer og deltagelse i sådanne, er fornuftige.
Hvad forskellen er mellem begrebet »episodisk« og begrebet
»provisorisk«, ved vi ikke. Vi er bange for, at det »nye«
ord »episodisk« her blot dækker over mangelen på en klar
tanke. Det forekommer »dybere«, men i virkeligheden er
det blot mere dunkelt og forvirret. Hvorved adskiller »formålstjenligheden«
af en delvis »erobring af magten« i en
by eller egn sig fra deltagelse i en provisorisk revolutionær
regering for hele staten? Findes der da ikke blandt »byerne«
en som Petersborg, hvor en 9. januar fandt sted? Findes
der da ikke blandt egnene et område som Kaukasus,
der er større end mange stater? Mon de opgaver (der i sin
tid gjorde det nye Iskra rådvild), brugen af fængslerne, politiet,
skattevæsenet osv., osv. da ikke vil rejse sig for os
ved »erobringen af magten« blot i én by, for slet ikke at tale
om en egn? Ingen vil naturligvis benægte, at såfremt kræfterne
ikke slår til, såfremt opstandens fremgang ikke er
fuldstændig, såfremt den ikke vinder en afgørende sejr, er
delvise by- og andre provisoriske revolutionære regeringer
mulige. Men hvorfor siger I det her, mine herrer? Taler I
da ikke selv i begyndelsen af resolutionen om »revolutionens
afgørende sejr«, om den »sejrrige folkeopstand«??
Siden hvornår vil socialdemokraterne gå anarkisternes
ærinde: opsplitte proletariatets interesse og mål, føre det
mod noget »delvist«, men ikke mod noget alment, fælles,