50 Xenia-Aase Mærsk - Handels- og Søfartsmuseet

HANDELS- ZZ ZZR i - r-
ss Øresund. N C K F. III - 16,
>. T. 11/2 l87o. (2):
Om Aftenen den l6de October var Barkskibet paa Grund
af Tykning gaaet tilankers inde under den svenske Kyst,
lidt Syd for Viken. Man kunde da ikke, som den ombordværende
Lods som Vidne i Sagen havde forklaret, see de omgivende
Grunde, men om Morgenen, da Vinden, der om Aftenen
havde været SV. til S., naar Kuling med Regnbyger,
og om Natten var tiltagen, var SV. og SV. til V., altsaa
Paalandsvlnd, opdagede man, at det var en farlig Ankerplads,
Skibet havde, eftersom man 1 en ringe Afstand havde
Grunde S., V. og 0. agter for Skibet. Lodsen og Mandskabet
paa "Julianehaab" havde vel forklaret, at de formeentlig
vare 1 a 2 Kabellængder fra Grundene, navnlig
fra Kysten agter for Skibet, og at Skibet, paa hvis Bagbords
Anker der om Aftenen var stukket 33 a 36 Favne
Kjætting og hvis Styrbords Anker om Morgenen blev kastet
ud med 12 a 16 Favne Kjætting, som da ogsaa blev yderligere
stukket ud paa Bagbords Anker, red godt af for sine
Ankere og havde Plads nok til at svaie klar af Grunden,
dersom Vinden skulde springe om, ligesom der formeentlig
ikke var nogen Grund til at frygte for, at Ankerkjæderne
skulde springe. Men det var dog, navnlig efter de med
Stedforholdene særlig velbekjendte tvende Vidner Capt.
Swenssons og Capt. Olssons Forklaringer, antageligt, at
Barkskibet havde været Grundene endeel nærmere, og at det
havnlig, eftersom det under den tiltagende vestlige Storm
svalede med Agterenden mere Ind mod Kysten, kom denne,
eller rettere de udfor samme liggende store Stene, saa
nær, at der ikke var Plads nok til at stikke paa Kjættingerne,
hvilket uden al Tvivl, dersom Skibet skulde være
blevet liggende for sine Ankere under den tiltagende
vestlige Storm, vilde have været saare misligt. Baade
Lodsen og Barkskibets Fører maatte da ogsaa, efter deres
egne Udtalelser, ansees for at have havt en Følelse af,
at der var Fare paafærde, hvilket ogsaa fremgik deraf,
at Capt. Frederiksen fulgte de Raad om at sende Bud efter
Dampskibshjælp, som han fik, navnlig af fornævnte Olsson,
der tillige med flere Kystboere ifølge Skibets formeentlige
farlige Situation havde fundet Anledning til baade
om Aftenen og om Morgenen at advare Skibet. Og naar Lodsen
efter eget og "Julianehaabs" Styrmands Udsagn, kun havde
meent, at der var egentlig Fare, dersom det blev Storm og
Vinden gik om til NV., maatte hertil erindres, at det ike
blot, ogsaa efter Lodsens Udsagn, om Morgenen saae ud til
at blive Storm, men det var fremdeles oplyst, at det om
Morgenen var en 2-rebet Mersseilskullng og at den tiltog
opad Dagen til en 3-rebet Mersseilskullng med voldsomme
Byger, og at, om Vinden om end ikke just kunde antages at
være gaaet nordligere end V., saa have den dog ligesom
Tendents til at gaae fra sydlig til nordlig Retning vestenom,
idet den fra SV. til S. om Aftenen gik til V. henad
Middag den 17de October. For at Veiret havde været voldsomt,
talte fremdeles den Omstændighed, at Dampskibet
"Øresund" gjorde gjentagne forgæves Forsøg paa at tage
Barken, hvilket først lykkedes, medens Veiret flauede af
imellem 2 Byger, efterat Dampskibet med fuld Dampkraft
havde arbeidet derpaa i omtrent 2 Timer. Under disse Forsøg
sakkede løvrigt Barken noget agterud, da Dampskibet
maatte slippe den og inden dens Ankere Igjen kunde tage
fat, saa at den endog en Gang stødte mod Grunden.
Skjøndt det ganske vist ikke kan siges, hedder det
videre i Dommen, saaledes som Sagsøgeren (Grosserer Svitzer)
har formeent, at Barkskibet sikkert inden kort Tid
vilde være bleven slaaet istykker paa Stenene, hvis det