Betænkning 601 om privatlivets fred - straffelovsrådet 1971 - Krim

IV.
GÆLDENDE STRAFFEBESTEMMELSER OG
DISSES FORHISTORIE
A. Beskyttelse af brevhemmeligheden og
private gemmer.
1. Reglernes formulering og motiver.
De gældende bestemmelser om beskyttelse
af brevhemmeligheden og private gemmer
findes i straffelovens § 263, stk. 1, nr. I og
2. Bestemmelserne lyder således:
»§ 263. Med bøde eller hæfte straffes den,
som krænker nogens fred,
1) ved at bryde brev eller i øvrigt skaffe
sig nogen til en anden rettet lukket
meddelelse eller unddrage nogen en sådan,
2) ved uden rimelig grund at skaffe sig adgang
til en andens gemmer.«
I straffeloven af 1866 fandtes alene følgende
bestemmelse vedrørende brevhemmeligheden
(§ 222):
»Med samme straf (bøde indtil 200 Rd
eller simpelt fængsel indtil 3 mdr.) anses
den, der gør brud på brevhemmeligheden.«.
I straffelovsudkastet af 1912 (U 1) var
bestemmelsen formuleret således:
»§ 260. Den, der krænker nogens fred
1) ved uberettiget at bryde brev eller anden
lukket skriftlig eller trykt meddelelse eller
ved at skaffe sig adgang til an andens
gemmer,
2) ved uberettiget at forskaffe sig nogen til
en anden rettet meddelelse, eller ved at
tilintetgøre eller på anden måde unddrage
nogen en sådan, eller
3)
straffes med bøde indtil 600 kr. eller
simpelt fængsel indtil 3 mdr.
«.
Af motiverne til nr. 1 (s. 237) fremgik
det bl. a., at det skulle være en forudsætning
for at anvende bestemmelsen, at handlingen
var foretaget for at få kendskab til
indholdet af en lukket meddelelse, der var
rettet til en anden, eller for at få kendskab
til indholdet af en andens gemmer. »At dette
har været hensigten, må antages, med mindre
den sigtede kan godtgøre, at det ikke
forholder sig således.«.
Det omtaltes endvidere, at den foretagne
handling skulle være uberettiget. Om denne
betingelse var opfyldt måtte bero på domstolenes
skøn, »men at de hyppigt forekommende
tilfælde, hvor en person modtager et
brev, der ikke er bestemt til ham, og uden
nærmere undersøgelse bryder det, ikke rammes
af bestemmelsen, selv om personen ved
at se nærmere efter ville have opdaget fejltagelsen,
turde være utvivlsomt efter affattelsen,
jfr. § 39 (forsætsbestemmelsen).«
Bestemmelsen i nr. 2 sigtede mod beskyttelse
af retten for adressaten til at komme i
besiddelse af og forblive uantastet i besiddelse
af meddelelser, hvad enten de var
skriftlige eller mundtlige. Som eksempel
nævnes telefonmeddelelser. Bestemmelsen
om unddragelse af en meddelelse skulle
kunne anvendes på en ansat, der fra en forretnings
arkiv udtog og beholdt en skrivelse,
som han ingen ret havde til, uanset hvilken
brug han ville gøre af skrivelsen. Det anførtes,
at den nødvendige begrænsning lå i, at
handlingen skulle være uberettiget og derfor
måtte siges at være en fredskrænkelse, og i
at forholdet var undergivet privat påtale.
I Torps straffelovsudkast af 1917 (U II)
havde bestemmelsen følgende formulering:
»§ 236. Med bøde eller simpelt fængsel i
25